Gamle frugtsorter får en ny chance i Randers Kommune
25 nye æbletræer er netop plantet på Randers Naturcenter for at bidrage til, at gamle sorter ikke går tabt. De 25 æbletræer er et led i en større indsats for biodiversitet og at værne om gamle sorter, og indgår i områdets fælles historie. Nogle af dem kan spores mere end 300 år tilbage i tiden.
Var det noget med et gult Gråsten-æble, der går helt tilbage til 1696? Eller Comtesse Johannes ferskenæble, der hører til blandt de mere sjældne sorter i Danmark?
Det er to af de sorter, som netop er plantet ved Naturcenteret. Randers Kommune ønsker at bidrage til at værne om landets særlige æblesorter, der for i de fleste tilfælde i dag er ude af produktion, og slet ikke findes i det fri længere. Mere end 500 danske æbletræer er de seneste 20 år plantet rundt om i Randers Kommune, og nu senest 25 æbletræer ved Randers Naturcenter. Her er sorterne nøje udvalgt, så de danner en tidslinje, der fortæller om æbler op igennem Danmarkshistorien.
"Det er væsentligt at vi værner om sorter og biodiversitet, så det ikke går tabt. Vores æbletræer i Randers Kommune fortæller en historie på tværs af flere århundreder. Smagen af æblerne er forskellig og træerne hver sin sort, og sammen skaber træerne en fin mulighed for på Naturcenteret at gå en tur gennem tid," siger borgmester Torben Hansen.
Ved hvert træ er der ved at scanne en QR-kode mulighed for at fordybe sig i fortællingen om, at et træ ikke bare et er træ og et æble ikke bare et stykke frugt.
Lige ved siden af Randers Regnskovs kupler etablerede Randers Regnskov i samarbejde med Randers Kommune tilbage i 2006 den første levende genbank med frugttræer. Siden er den fælles indsats fortsat forskellige steder i Randers Kommune, blandt andet med kloner af lokale æbletræer fra to genopdagede lokale æblelunde i Helsted og Paderup.
369 æbletræer på tidsrejse
I forbindelse med de nye projekt Tidsrejsen, er der senest udplantet 369 frugttræer af ca. 50 forskellige sorter af både æbler, pærer, krægeblommer og surkirsebær. Det har frivillige over hele kommunen hjulpet med i forbindelse med samarbejdsprojektet Tidsrejsen. Tidsrejsen rummer både en ny udstilling i Randers Regnskov og kan også opleves på 50 nedslagspunkter rundt om i landskabet i Randers Kommune.
Nordea-fonden har støttet Tidsrejsen med 16 millioner kroner, og det flotte tilskud har gjort det muligt for Randers Regnskov, Randers Naturcenter og Museum Østjylland at etablere et formidlingssamarbejde om Danmarks biodiversitet gennem tiden. Her indgår de gamle sorter af frugttræer, som er plantet 12 forskellige steder i kommunen.
"Fremtiden vil byde på klimaforandringer og nye plantesygdomme, som vores frugttræer skal kunne tilpasse sig. Derfor vil vi gerne skabe nogle grønne byrum til de østjyske og nationale frugtsorter, så vi kan være med til at bevare den mangfoldighed af frugttræer, der igennem hundredvis af år er blevet en del af Danmark," siger kurator Ole Sommer Bach fra Randers Regnskov.
Han er projektleder for Tidsrejsen og primus motor for ’de levende genbanker,’ der skal være med til at bevare de gamle frugtsorter i Randers.
"Det er velkendt, at Randers Regnskov arbejder for at bevare biodiversitet i naturen, men der er jo også en kultur-skabt biodiversitet som vi skal passe på. Vores levende kulturarv kan ikke bevares i en montre på et museum, så vores idé er at vi i samarbejde kan bevare og nyde den i grønne byrum synligt og tilgængeligt for alle," tilføjer han.