Sociale foreninger får økonomisk håndsrækning

Randers Byråd har på mødet den 18. marts 2024 fordelt knap 1,8 millioner kroner til frivillige foreninger, der arbejder med socialt udsatte mennesker. I alt 64 foreninger kan se frem til økonomisk støtte.

Randers Kommune havde modtaget 77 ansøgninger om at få del i de såkaldte §18 midler, der kaldes sådan efter paragraf 18 i Serviceloven. Og af dem får 64 frivillige foreninger nu helt eller delvist imødekommet deres ansøgning. Det har Randers Byråd besluttet på mødet den 18. marts 2024.

I alt blev der uddelt 1.772.505 kr., og herudover er SAM-foreningen tildelt 575.000 kroner fra § 18 puljen som en del af budgetaftalen for 2024-2027.

Paragraf 18 midlerne bliver normalt uddelt af socialudvalget i marts måned, men denne gang var sagen i byrådet som følge af et ændringsforslag til fordelingen af midler. Det var ændringsforslaget, der blev vedtaget i byrådet.

Se fordelingen af midler her.

Det er en grundlæggende forudsætning for at modtage § 18-midler, at hele eller dele af målgruppen for aktiviteten er socialt udsatte borgere bosiddende i Randers Kommune. Hvis ansøgningen opfylder denne grundlæggende forudsætning, vurderes den ud fra et pointsystem.

I alt var der afsat 1.813.167 kr. til uddeling og socialudvalget har således godt 40.000 kroner tilbage, som udvalget kan vælge at uddele på et senere tidspunkt.

Afstemningsresultat

Økonomiudvalgets indstilling blev godkendt med 23 stemmer for og 8 stemmer imod. Imod stemte Enhedslisten, Velfærdslisten, Beboerlisten, Socialistisk Folkeparti, Østbroen, Henriette Malland (UP) og Jens Peter Hansen (UP).

Læs mere om sagen på byrådets dagsorden.

Seneste nyheder

Nyheder