Velbesøgt messe skaber igen grobund for fremtidens erhvervsliv
Kloge Hænder Messen er populær, og rigtig mange messedeltagere havde igen i år valgt at lægge vejen forbi messen. Her talte de med det lokale erhvervsliv om de rige karrieremuligheder, der findes inden for blandt andet industri, byggeri og transport.
Antallet af deltagere sneg sig op på næsten 400 til årets messe fredag formiddag den 8. marts. Deltagerne bestod både af unge, som står foran at skulle vælge en uddannelse, lærlinge på udkig efter lærepladser og jobsøgende som søgte en ansættelse eller inspiration til nye karriereveje.
Én af deltagerne var Gustav Riis, som søgte inspiration til sin karrierevej.
"Jeg prøver at finde ud af, hvad jeg gerne vil, så planen er at tale med virksomhederne og lade mig inspirere," sagde Gustav Riis flankeret af virksomhedsstande og messedeltagere i den store lagerhal hos SAXE Hansen syd for Randers, hvor messen i år blev afholdt.
"Jeg har tidligere været i praktik forskellige steder blandt andet som elektriker og i ejendomsservice, og jeg er meget åben og frisk på at prøve nye ting," fortalte Gustav Riis, inden han begav sig ud blandt messestandene.
Mange lokale virksomheder
På messen kunne Gustav Riis og de andre deltagere møde 59 lokale virksomheder, som alle søger medarbejdere eller lærlinge lige nu. En af dem er Dansk Maskin Teknik A/S, som var repræsenteret af smedelærling Magnus Bigum, konstruktør og projektleder Mathias Ploumann og automationstekniker Victor Dalby.
"Det er fedt, at her er så mange, og det er spændende at komme ud og møde de unge og vise, hvad vi kan, og hvad en smed rent faktisk laver i dag," fortalte de tre repræsentanter.
"Hos os er vi meget specialiserede, så vi er glade for muligheden for at vise, hvad vi laver, og hvordan vores produkter fungerer. De besøgende virker meget interesserede, og forhåbentligt kan vi inspirere til hvilken vej, de kunne tænke sig at gå. Her er god stemning, folk er energiske og vil gerne spørge ind. Og så er fordelen også, at folk søger lærepladser, for det er interessant for os," fortæller de tre.
Uformelle rammer og gode snakke
"Messen er blevet et flagskib for Randers, idet den samler så mange virksomheder fra vores arbejdskraftområde om en fælles udfordring - at sikre flere lærepladser til unge, mere kvalificeret arbejdskraft og gode vækstbetingelser. Lokale virksomheder har stigende behov for arbejdskraft og efterspørger lærlinge og medarbejdere, så vi er glade for at skabe den her mulighed for, at de kan mødes i nogle uformelle rammer," siger Tine Arensbach, centerleder for jobcentrets Virksomhedsservice og Rekruttering.
Kloge Hænder Messen i Randers afholdes i år for 8. år i træk.
"Vi er rigtig glade for, at så mange er mødt op på messen igen i år. Det er tegn på, at det er et initiativ, som reelt bringer virksomhederne tættere sammen med unge og ledige kandidater. Vi har mange unge besøgende, som er nysgerrige på hvilke karrieremuligheder, de lokale virksomheder tilbyder, og det får de svar på her," siger Tine Arensbach og tilføjer:
"Tak til de mange deltagende - både de lokale virksomheder og alle messedeltagerne, som er mødt op."
Messen er arrangeret af Dansk Industri, Amtsavisen, 3F, Dansk Metal, Tradium, Business Randers, Jobcenter Randers og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UUR) i Randers Kommune.