Anlægsarbejdet af Ny Havnevej er i gang

Med en skovlfuld sand er et af de største anlægsprojekter i ny Randers Kommunes historie skudt i gang. Ny Havnevej vil give adgang til den nye Randers Havn og er væsentlig for realiseringen af Flodbyen.

Tirsdag (21/12) kunne borgmester Torben Hansen og formanden for Randers Havn Daniel Madié i fællesskab lægge første skovlfuld sand på jorden, hvor Ny Havnevej skal etableres. Dermed er det officielt markeret, at et af de største anlægsprojekter i ny Randers Kommunes historie er i gang.

Vigtig milepæl

"Det er en vigtig milepæl, vi har nået her i dag, og den har været undervejs i mere end ti år. Men siden byrådet i september sidste år vedtog, at den nye havnevej ligger bedst i forlængelse af Clausholmsvej er det gået stærkt. Vejen bliver anlagt i løbet af det næste års tid, og den kommer til at få stor betydning både for den nye Randers Havn, for realiseringen af Flodbyen og for afviklingen af trafikken over Randers Bro," siger borgmester Torben Hansen.

Med igangsætningen af arbejdet venter nu rigtig mange flere skovlfulde sand på området ved Ørneborgvej. Her er bløde jordbundsforhold, der betyder, at der skal skovles omkring 14000m3 sand, så jorden kan sætte sig. Forventningen er, at den vil synke omkring 46 cm for vejen kan anlægges på stedet.

Bedre infrastruktur

Ny Havnevej bliver koblet på det overordnede vejnet ved krydset Grenåvej/Clausholmsvej. Og vejen skal etableres således, at den i fremtiden kan blive direkte forbundet med en kommende Klimabro.

"Den nye havnevej sikrer en god vejforbindelse til E45, og den vil bidrage til at forbedre og fremtidssikre infrastrukturen til og fra Randers Havn - ikke mindst når havnen flytter sine aktiviteter længere mod øst og efterlader de nuværende arealer til udvikling af Flodbyen. Det bliver en fordel og vil styrke konkurrencekraften for nuværende og kommende virksomheder i den nye havn, at de skal bruge mindre tid og færre omkostninger på transport," siger Daniel Madié, der er bestyrelsesformand for Randers Havn.

Grundigt forarbejde

Når både havnevejen og klimabroen er færdigbygget vil det medføre en markant aflastning af trafikken omkring Randers Bro. Men vejen betyder også, at nogle borgere på sigt vil skulle leve med væsentligt mere trafik end i dag og ændrede adgangsforhold til deres ejendom.

Der har - siden de første planer om Ny Havnevej - været en lang række undersøgelser af hvor Havnevejen ligger bedst. Sammen med borgerne i Kristrup er det blevet undersøgt, hvordan generne fra den øgede trafik på Clausholmsvej kan reduceres mest muligt. Blandt andet er det besluttet, at der skal anlægges cykelstier langs Clausholmsvej, når Klimabroen kommer. Derudover har der været digitale borgermøder om undersøgelserne, hvor borgere har haft mulighed for at kommentere det.

Selve anlægsprojektet med etableringen af Ny Havnevej kommer i udbud i starten af det nye år, og vejen ventes køreklar i slutningen af 2022 eller starten af 2023.