
Din sortering virker
Vi har opgjort tallene for 2024, og de taler deres tydelige sprog: Sorteringen hjemme hos dig virker.
I slutningen af maj 2024 gik vi i Randers Kommune i gang med at sortere husholdningsaffaldet i ti typer affald. Og selvom det reelt set kun er et halvt år, at vi har sorteret affaldet på den nye måde, så kan det faktisk aflæses af mængderne af de forskellige typer affald, vi har indsamlet.
Restaffaldet
Mængden af restaffald er faldet med 7,9 procent i 2024. Og den udvikling tog rigtigt fart efter maj. Så det kan ses, at den bløde plast og mad-og drikkekartonerne har skiftet skraldespand og bliver sorteret fra til genanvendelse.
I 2018 indsamlede vi 18.938 tons restaffald. I 2024 var det tal faldet til 12.925 tons. Det er den helt rigtige udvikling. Ikke alene kan restaffaldet ikke genanvendes, men det koster rigtigt faktisk også penge, at få det brændt, også selvom det er til energiudnytning. Jo mere vi kan sortere ud af restaffaldet jo bedre er det altså for både økonomi og miljø.
Madaffaldet
Der er i 2024 også landet mere i madaffaldet. Der er kommet 2,1 procent mere madaffald ind. Selvom måden vi indsamler madaffald ikke har ændret sig, så tror vi, at det øgede fokus på sortering i de ti typer affald har gjort, at flere er blevet bedre til at hive bananskrællen over i den rigtige beholder.
Emballageaffaldet til genanvendelse
Vi har fået hele 16,9 procent mere affald fra emballage indsamlet. Udover glas, metal og den hårde plast, så kan det ses, at den bløde plast og mad- og drikkekartonerne er rykket ud af restaffaldet, og nu kan sendes til genanvendelse. Det er en rigtig god historie – både for miljø og økonomi.
Papir får vi også mindre af. Papmængderne er til gengæld steget. Så her er der ikke sket den store ændring i mængder. Men det er tydeligt, at vi bruger mindre papir. Meget korrespondance er flyttet online og flere siger nej tak til papirreklamer og gratisaviser. Samtidigt er vores lyst til at handle på nettet jo ikke blevet mindre, så mængderne af pap er stigende.