Er din madpakke en klimalort?

Har du nogensinde tænkt over, hvad din madpakke betyder for klimaet og CO2-aftrykket?

Du tænker måske, at alt det der CO2-snak er for stort og for abstrakt til, at du orker at forholde dig til det. Men rent faktisk har selv de små valg i hverdagen en stor betydning. Og du tænker måske også ’jamen, hvilken forskel kan lille jeg gøre?’ En hel masse, for hvis vi er mange, der alle sammen gør noget anderledes (og bedre), så skal effekten af vores valg jo også ganges op. Og så vil det kunne ses på bundlinjen.

Når vi snakker CO2-aftryk, så betyder det nemlig, at hver gang du kører i bil, køber et par bukser eller laver din madpakke, så bidrager det til udledningen af CO2 og andre klima-gasser. Og med ganske få ændringer kan du mindske dit eget aftryk.

Her får du to eksempler på madpakker, der har hvert deres CO2-aftryk:

Klimalorten

Klimalorten består af følgende elementer: kødpålæg + éngangsemballage af madpapir, sølvpapir og frysepose.

Det svarer til 56,68 kg CO2e pr. kilo mad eksklusive indpakningen.

Eksempel på en ret traditionel dansk madpakke

Klimakongen

Klimakongen er plantebaseret og madkassen er genbrugelig.

Hummus, i vores eksempel, består hovedsageligt af kikærter, sesamfrø, olivenolie, citron og hvidløg. Hummus har et højt næringsindhold i form af proteiner, sunde fedtstoffer, vitaminer, mineraler og kostfibre.

Det svarer til 2,12 kg CO2e pr. kilo mad, eksklusive indpakningen.

Sådan kan din madpakke også se ud

Man skal ikke være den store matematiker for at se, at der er en kæmpeforskel på CO2-aftrykket fra disse to madpakker.

I regneeksemplerne er der slet ikke indberegnet indpakningen af din mad. Stanniol og plast har store klimaaftryk, og med en genanvendelig madkasse, så vil det også betyde en yderligere kæmpe reduktion af dit CO2-aftryk.

Kilde for klimaaftrykket i de to eksempler: CONCITO (2021) – Den store klimadatabase version 1.

Kom selv i gang

Det er rimeligt nemt at skifte sølvpapiret ud med en genbrugelig madkasse. Og den er hurtigt tjent ind, fordi du slipper for at købe sølvpapir igen og igen.

Hvis du ikke er til hummus, så er der også mange andre gode valg til din madpakke. Fødevarestyrlsen har samlet Gode råd til madpakken i denne pjece. Det er sunde og varierede forslag til madpakken, der ikke alene tager hensyn til klimaet, men også din sundhed og økonomi. En falafel eller fiskefilet i madkassen fra aftensmaden dagen før, mindsker nemlig også risikoen for unødvendigt madspild. Så er der sparet på både økonomi og CO2.

Hvis du har lyst til at nørde lidt mere i, hvor meget din mad bon’er ud i klimaregnskabet, så tag et kig i Den Store Klimadatabase.

Velbekomme :-)