
Tryl dine gamle tekstiler om til smuk gaveindpakning
Har du overvejet, om det er i år, at julens gaver skal pakkes ind i et mere bæredygtigt alternativ end brug-og-smid-væk gavepapir og engangsgavebånd i plast?
I anledning af EU’s affaldsforebyggelsesuge i uge 47 og den nærtstående jul, vil vi gerne inspirere til en alternativ gaveindpakning, der ikke skaber masser af affald. Tværtimod hiver vi ressourcerne ud af tekstil-”affaldet” og tryller det om til helt gratis og genanvendelig gaveindpakning. Gaveindpakning der kan bruges igen og igen – enten til gaveindpakning eller til noget helt andet…
Så kom med, når Affaldsskolen og kunstner Anni Holm holder drop-in workshop, hvor vi sammen forvandler gamle, udslidte tekstiler til både bæredygtig og kunstfærdig gaveindpakning.
Kig forbi og prøv dig frem med alt lige fra personligt dryp-malet gaveindpakningsstof, gaveposer i stof udvalgt og kreeret af dig, genvundet tekstilgavebånd, til-og-fra kort og lidt ekstra pynt i naturmaterialer til at sætte prikken over i’et.
Vi har skam også et lille inspirationshjørne, hvor du kan øve dig i at pakke ind efter den smukke japanske Furoshiki gaveindpakningsmetode.
Der er plads til alle, både dem der allerede kan sy og male og dem, der er helt nybegyndere.
Hvor:
No.17 – Huset for bæredygtig handling, Slotsgade 4, 8900 Randers C.
Hvornår:
- Torsdag d. 23/11 kl.16-21 (unge og voksne)
- Lørdag d. 25/11 kl.11-15 (unge, voksne og børn sammen med deres krea-voksne)
Praktisk info:
Vi har materialerne, men hvis du selv ligger inde med aflagte, hullede, plettede tekstiler og strik i alle afskygninger, så tag det endelig med. Du er også velkommen til at medbringe eget maletøj/forklæde, og ellers låner du bare af os.
Arrangementet er et samarbejde mellem Affald & Genbrug - Randers Kommune, Anni Holm, FGU Østjylland, Randers Kunstmuseum og No.17 og er støttet af Statens Kunstfond og Nordea Fonden.