Afprøvning af MemoryCube på udvalgte plejecentre i Randers Kommune

MemoryCube hjælper med til at bevare identiteten, modvirker isolation og øger livskvaliteten for ældre og for mennesker med en demenssygdom.

Randers Kommune har fået midler fra Bolig- og Socialstyrelsen til at lave et projekt med MemoryCubes på udvalgte plejecentre. Projektet kører hen over 2025.

Der skal i projektet undersøges nedenstående punkter:

- Hvordan borgere med demens kan bruge teknologien til at kommunikere med pårørende og medarbejdere på plejecentret.
- Hvordan de pårørende kan bidrage til at udbygge livshistorien digitalt og virtuelt.
- Hvordan teknologien kan give borgere med demens en oplevelse af øget nærhed og tilstedeværelse i dagligdagen.

Projektets formål er at bringe beboerens livshistorie mere ind i det daglige samvær mellem beboer og pårørende, og i det daglige arbejde med omsorg og pleje skabe bedre oplevelser i samvær og samtale, mere værdighed og større mulighed for, at mennesker med demens kan handle selvstændigt.

Beboerne får lettere adgang til en ny aktivitet, der lægger op til at inddrage deres livshistorie, og som de selv kan styre. De kan gøre det på egen hånd, og dele det med deres pårørende og med personale.

Beboerne kan se og vise billeder fra egen livshistorie, og bevæge sig i et rart billed- og lydunivers. Det vil være særligt værdifuldt for dem, der har svært ved at håndtere TV og andre billedmedier.

De pårørende vil opleve en ny form for at blive inddraget i beboerens dagligliv, og et andet indhold for samvær og samtale. Det samme gælder de medarbejdere, der yder omsorg for beboeren - de kan lettere tilgå beboerens livshistorie gennem billeder, og de kan lade en samtale tage udgangspunkt i billeder, som beboeren selv vælger.