Tøjvask fra 1. maj 2025
Kvalitetsstandard for tøjvask i Randers Kommune fra 1. maj 2025.
Kvalitetsstandard for tøjvask fra 1. maj 2025
Formålet er at sikre at du får vasket tøj, for at du kan opretholde en forsvarlig og værdig personlig hygiejne, der understøtter din fysiske sundhedstilstand og modvirker social isolation.
Når du søger
Du kan søge om hjælpen enten ved direkte kontakt til visitationsenheden eller via hjemme- og sygeplejen (hvis de er i hjemmet i forvejen).
Visitationsenheden vurderer, om hjælpen skal iværksættes straks eller afvente et visitationsbesøg.
I samtalen og ved visitationsbesøget drøftes, hvad der er årsagen til at du ikke længere selv kan varetage de hygiejnemæssige opgaver. Det er for at undersøge, om du igen selv kan varetage opgaven f.eks. ved at anvende hjælpemidler, træning eller anden indretning til hjælp til at udføre opgaven. Det kan være at opgaven er lettere med en vaskekurv på hjul, en anden opstilling af vaskemaskine/tørretumbler, anderledes energiforvaltning eller lignende.
Det kan i den forbindelse også være nødvendigt at tilbyde rehabilitering efter serviceloven § 83a. Det kan være et træningsforløb i din egen bolig, der tager udgangspunkt i de opgaver som du ikke længere selv kan varetage. Dette kan også foregå som et afklaringsforløb. Både rehabiliterings- og afklaringsforløb understøtter, at du genvinder mest muligt selvstændighed i hverdagen.
Det forventes at du, uanset, bidrager aktivt til oplysningen af din situation.
Hjælpen bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie, og at den enkelte har ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potentialer.
Du vil efter sagsbehandlingen modtage en afgørelse fra visitationsenheden.
Hvem kan få hjælp?
Du kan få hjælp fra kommunen til tøjvask, hvis det, efter behandlingen af din ansøgning, fortsat vurderes, at du ikke kan klare opgaven selv.
Du vil kunne modtage hjælp mens afklaring og træning foregår.
Hjælp til tøjvask foregår ved ekstern vaskordning. Du skal forvente at undvære det tøj, du har givet til vask, i 14 dage.
Hvilke forventninger stilles der til dig:
Du skal som udgangspunkt selv pakke vaskesække og stille dem klar til afhentning samt pakke ud efter returlevering.
Det forventes, at du har tilstrækkeligt tøj til at dække de 14 dage mellem afhentning og levering.
Hvad kan du, som udgangspunkt, få hjælp til af hjemmeplejen, hvis du ikke selv kan:
- Hjemmeplejen kan hjælpe med pakning af vasketøjssække
- Sikre vasketøjssække står klar til afhentning ved vaskefirma
- Lægge rent tøj på plads
Hvad kan du få hjælp til af vaskefirma:
- Transport til og fra vaskeri
- Sortere vasketøj
- Maskinvask på vaskeri
- Tørretumble og lægge rent tøj sammen
Det er muligt med egenbetaling at få vasket f.eks. specielt fremstillede tekstiler, duge, gardiner. Dette aftales direkte mellem dig og vaskeri.
Der kan i specielle tilfælde bevilliges hjælp til tøjvask i egen maskine, f.eks. ved svær inkontinens.
Der kan ikke bevilliges hjælp til tøjvask i fælles vaskekælder eller fælles vaskeri.
Udførslen af hjælpen:
Vaskefirma henter og bringer som udgangspunkt vasketøj hver 2. uge.
Der kan i specielle tilfælde bevilliges afhentning og udbringning hver uge. Ugentlig afhentning og udbringning er ud fra en sundhedsfaglig vurdering.
Hvilke forpligtigelser har borger?
For at vaskefirma kan hente og levere, skal du være til stede i hjemmet.
Aftale om at stille vasktøjssækken på et aftalt sted, hvor også det det rene tøj skal afleveres, kan indgås mellem dig og vaskeriet, på dit ansvar.
Hvad koster hjælpen for borgeren?
Du vil blive opkrævet en egenbetaling pr. bevilling.
Leverandørerne skal altid sikre, at du kan være tryg ved, at du modtager hjælpen af rette personale med relevante kompetencer, uanset hvilken godkendt leverandør du benytter.
Du kan oplyses om godkendte leverandører ved kontakt til visitationsenheden.
Lovgrundlag:
Serviceloven § 83 og serviceloven § 83 a.
Klagevejledning:
I forbindelse med afgørelse vil der være en klagevejledning. Der er ikke form krav til hvordan du skal klage, dvs. at du kan klage mundtligt eller skriftligt. Klager vedr. afgørelsen behandles i visitationsenheden, mens klager i forhold til leverandør som udgangspunkt behandles af leverandøren. Hvis dialogen med leverandøren ikke medfører bedring, vil visitationsenheden være behjælpelig med videre dialog.
Læs også: ”Værd at vide når du søger og får bevilliget hjemmehjælp”.