Tale-/hørekonsulenter

Tale-/hørekonsulenten foretager talepædagogiske vurderinger og yder pædagogisk bistand til børn og til de voksne, der er omkring børnene.

Inddragelsen af tale/høre-konsulenten sker typisk ved, at bekymringen vedrørende barnets sprog drøftes på et tværfagligt gruppemøde i barnets dagtilbud. Deltagerne på mødet er forældre, medarbejdere i dagtilbuddet og relevante faggrupper fra PPR.

Nogle gange er de oplysninger, der kommer frem på mødet tilstrækkelige til, at tale/høre-konsulenten kan lave en faglig vurdering. Tale/høre-konsulentens indsats kan i sådanne tilfælde bestå i at give råd og vejledning til hjem og pædagogisk personale. Har barnet stammen eller stemmevanskeligheder oplyses om de informationsmøder, der afholdes inden for disse områder.

Andre gange har talekonsulenten brug for yderligere oplysninger for at lave en vurdering af problematikken. På mødet aftales, hvordan de oplysningerne skal indhentes. Dette kan bl.a. ske ved en talepædagogisk undersøgelse eller observation af barnet. En undersøgelse kan bestå i nogle tests og almindelig samtale med barnet, og den kan foregå i Talepædagogisk Center eller i barnets dagtilbud. Forældre vil ofte have mulighed for at være til stede ved undersøgelsen. Efter undersøgelsen vil talekonsulenten vurdere, om der er behov for at yde yderligere talepædagogisk bistand til barnet.

Talepædagogisk bistand

Talepædagogisk bistand kan gives direkte til barnet, men oftest vil de voksne omkring barnet være de primære personer i indsatsen, og de vil blive vejledt af talekonsulenten i, hvordan de skal arbejde med vanskelighederne.

Efter en periode vil man vurdere, om der fortsat behov for talepædagogisk bistand.

Viser de sproglige vanskeligheder sig ikke at blive overvundet ved denne indsats, kan talekonsulenten i samarbejde med forældrene vælge at indstille barnet til et gruppetilbud i Talepædagogisk Center. Denne mulighed gælder kun for børn under skolealderen.

Talepædagogisk Center

Talepædagogisk Center yder kvalificeret specialpædagogisk bistand til børn, unge og voksne med tale-, sprog-, og hørevanskeligheder. For at få hjælp på centret skal det enkelte barn i forvejen modtage talepædagogisk bistand ved PPR.

Centret rummer forskellige aktiviteter, der omfatter såvel undersøgelse, rådgivning og vejledning som undervisning. Undervisning foregår både på gruppebasis og individuelt.

Arbejdet med børn sker i et tæt samarbejde med børnenes forældre, dagplejere, pædagoger og lærere. Inddragelse af talekonsulent vil typisk ske efter, at man i dagtilbud eller på skole har afholdt tværfaglige gruppemøder, og i samarbejde med forældrene er blevet enige om inddragelse af PPR. For at komme i betragtning til et gruppetilbud skal talekonsulent, forældre og dagtilbud i forvejen have samarbejdet om en indsats i hjem og dagtilbud.

På centret arbejder et tværfagligt team bestående af talekonsulenter, fysioterapeuter, psykologer og en praktisk medhjælp.

Vi har også en åben rådgivningsfunktion i relation til børn, der har problemer med stemmen eller børn, der stammer. Her kan forældre og andre voksne omkring barnet deltage i informationsmøder, uden at PPR er inddraget via dagtilbuddet.