Solceller og solfangere
Du skal i udgangspunktet søge byggetilladelse, hvis du vil etablere solceller og solfangere.
FØR DU GÅR I GANG med at etablere solceller og solfangere, skal du undersøge, om det kræver byggetilladelse. Der kan også være andre forhold, der kan have betydning for etablering af solceller og solfangere – også selvom det ikke kræver byggetilladelse.
Solceller og solfangere kræver stort set altid byggetilladelse. Små anlæg, som ikke er placeret i skelbræmmen, kan dog være undtaget fra byggetilladelse, ligesom anlæg, der opsættes på enfamiliehuse, garager eller carporte, kan være undtaget.
Hvis du er i tvivl om, dit solcelle- eller solfangeranlæg kræver byggetilladelse, kan du sende dit spørgsmål gennem Kontakt om byggeri. Du skal oplyse type, placering, højde mv. for, at vi kan svare så præcist som muligt, om det kræver tilladelser fra os.
Lokalplan, byplanvedtægt eller deklaration kan også have betydning for, om du kan etablere solcelle- og solfangeranlæg. Du skal særligt være opmærksom på følgende bestemmelser:
- Forbud mod blanke og reflekterende overflader.
- Anvendelse af bestemte tagmaterialer, som for eksempel tegl eller skifer eller lignende.
- Særlige bestemmelser vedrørende bevaring.
- Krav om, at solcelle- og solfangeranlæg skal indbygges i taget.
Hvis du har spørgsmål i forhold til de nævnte forhold, kan du sende dem til plan@randers.dk
Vejledning til opsætning af solceller og solfangere
Randers Kommune har udarbejdet en Generel vejledning til opsætning af solceller og solfangere. Vejledningen beskriver en række forhold, der lægges vægt på i sagsbehandlingen. Desuden får du gode råd samt eksempler på gode og mindre gode løsninger, som kan bruges til inspiration.
Hvis du har spørgsmål til vejledningen, kan du sende dem til plan@randers.dk
Du søger byggetilladelsen gennem Byg og Miljø
Brug søgefeltet i Byg og Miljø til at finde den rette ansøgningstype. Når du vælger den, guides du gennem ansøgningsforløbet og får hjælp til at indsende de nødvendige oplysninger, tegninger og dokumentation, som kommunen skal bruge.
Fandt du ikke det du søgte?
Fandt du ikke, hvad du søgte på denne side, kan du gå tilbage til vores oversigt når du skal til at bygge eller til vores overblik om alt byggeri.