Byggeskadeforsikring

Når du skal bygge en ny bolig, skal du huske byggeskadeforsikringen. Den dækker fejl og mangler i de første 10 år og er lovpligtig for større byggeprojekter. Sørg for at få den på plads før starten.

Byggeskadeforsikring - Hvad skal du vide?

Når du bygger nyt hus eller foretager større ombygninger, er det lovpligtigt at have en byggeskadeforsikring. Forsikringen dækker skader, der kan opstå på dit byggeri i de første 10 år efter, at arbejdet er afsluttet. Det gælder både for nybyggeri og større ombygninger, hvor bygningens konstruktion ændres. På Bygningsreglementets hjemmeside finder du en uddybende vejledning om byggeskadeforsikringen.

Hvad dækker forsikringen?

Byggeskadeforsikringen dækker alvorlige skader, der skyldes fejl og mangler ved det udførte arbejde i forbindelse med opførelsen. Det kan f.eks. være fejl i projekteringen, udførelsen eller de materialer der er blevet brugt.
En byggeskade skal have væsentlig betydning for bygningens levetid eller på afgørende måde nedsætte brugbarheden af denne for at være dækningsberettiget.  

Hvem skal stå for forsikringen?

Det er den entreprenør eller lignende, som du indgår aftale om byggeriet med, der skal tegne byggeskadeforsikringen. Forsikringen skal tegnes hos et af de firmaer der udbyder byggeskadeforsikring. Du finder en oversigt ved Social og Boligstyrelsen.

Det er et krav til byggeansøgningen at der ligger et tilbud på byggeskadeforsikring inden sagsbehandlingen startes. Den endelige forsikring skal tegnes når byggeriet står færdigt og der skal indsendes dokumentation på dette sammen med jeres færdigmelding.

Undtagelser for byggeskadeforsikring

Der er enkelte situationer, hvor du kan være undtaget fra at tegne byggeskadeforsikring:

  1. Når du bygger selv – Hvis du selv står for at bygge dit hus, eller du selv står for at lave aftale med de enkelte håndværkere (altså uden hovedentreprise) kan du undtages fra forsikringen. Det kræver dog, at du opfylder specifikke krav, og du skal stadig være opmærksom på de eventuelle risici, der kan opstå.
    Når dette er tilfældet, skal du indsende en underskrevet erklæring om at du er selvbygger, sammen med din byggeansøgning.
  2. Når du bygger til udlejningsejendom – Hvis du bygger en udlejningsejendom, kan du i visse tilfælde også være undtaget for forsikringen. Her skal du dog opfylde særlige betingelser, og du skal kunne dokumentere, at du ikke er underlagt forsikringskravet.
    Når dette er tilfældet, skal du indsende en underskrevet erklæring om at byggeriet opføres til udlejning, sammen med din byggeansøgning.
    Du skal desuden være opmærksom på, at der i stedet skal tinglyses en midlertidig deklaration på 10 år, om fravalget og om at hvis bygningen sælges til ejerbolig skal der tegnes forsikring for den resterende del af perioden. Du kan finde en vejledning til at tinglyse deklarationen her.

Er du i tvivl om, hvorvidt du kan undtages for byggeskadeforsikringen, kan du kontakte et forsikringsselskab eller en fagperson, der kan give dig rådgivning om din specifikke situation.

Hvad sker der, hvis du ikke har forsikring?

Hvis du ikke har tegnet en byggeskadeforsikring, kan du risikere at stå uden dækning, hvis der opstår fejl på byggeriet. Det betyder, at du selv skal betale for reparation af eventuelle skader, som kunne være dækket af forsikringen. Derfor er det vigtigt, at du husker at få forsikringen på plads – det kan spare dig for store udgifter i fremtiden.

Fandt du ikke det du søgte?

Fandt du ikke, hvad du søgte på denne side, kan du gå tilbage til vores oversigt når du skal til at bygge eller til vores overblik om alt byggeri.