Trafikplaner
Se kommunens gældende trafikplaner. I takt med tilblivelsen af nye planer tilføjes eller opdateres de på denne side.
Infrastrukturplan 2020 indeholder prioriterede forslag til projekter indenfor veje, stier, kollektiv trafik og tværgående tiltag for omkring 2,5 milliarder kroner. Udfordringer på statsvejene er også medtaget i planen, da de er afgørende for, hvordan mobiliteten i Randers Kommune kan sikres. Planen blev vedtaget af Randers Byråd den 26. april 2021.
Læs projektkatalog for Infrastrukturplan 2020
Tre temaer for vejnettet
I forhold til vejnettet fokuserer Infrastrukturplan 2020 på tre temaer: Nemlig den Øst-vestgående trafik i Randers, hvor der særligt i den nordlige del af byen mangler gode øst-vestgående forbindelser. Veje i landdistriktet er et tema, da især de smalle øst-vestgående veje i den nordlige del af kommunen er en udfordring. Og endelig er den blå barriere for nord-syd gående trafik fremhævet som den absolut største trafikale udfordring i Randers. Det skyldes, at kapaciteten på de to broforbindelser over Gudenåen og Randers Fjord (Motorvejsbroen på E45 og Randers Bro), reelt er brugt op i dele af døgnet.
I forhold til den øst-vestgående trafik i Randers er de højest prioriterede projekter at få forlænget Ringboulevarden til Udbyhøjvej, at etablere lyskryds på Ringboulevarden og at skabe bedre forbindelse til Randers N via Højsletvej.
Vejene i landdistriktet skal forbedres med en øst-vestgående korridor fra Hald til motorvejsafkørsel Purhus og ved udvide de smalle veje i den nordlige del af kommunen.
Udvidelse af E45 har topprioritet
Og i forhold til Den blå barriere har en udvidelse af Motorvej E45 til 6 spor til Randers N topprioritet. Udvidelsen af E45 er godt nok et statsligt projekt, som kommunen ikke kan gennemføre selv. Men projektet er med for at give et totalt billede af infrastrukturudfordringerne i Randers, og her er en udvidelse af E45 er afgørende for væksten i Randers Kommune.
Derudover er de højst prioriterede projekter at etablere Klimabroen med tilhørende trafikanlæg, at udbygge Aarhusvej til 4 spor og at etablere en østlig ringforbindelse omkring Randers By.
Cykler, kollektiv trafik og tværgående tiltag
Indenfor cykling er de højest prioriterede projekter 1: Trafiksikre skolekorridorer, 2: Sammenhæng i det overordnede stinet og 3: Forbinde omegnsbyerne med stier langs det overordnede vejnet.
Med hensyn til den kollektiv trafik er de højest prioriterede projekter 1: Modernisering af den eksisterende busterminal og optimering af det nye busnet, 2: Forbedring af busfremkommeligheden på vejnettet, 3: BRT-løsning mellem Randers Midtby og Paderup og 4: Fokus på den hele rejse, så forskellige kombinationsrejser bliver mulige.
Endelig indeholder infrastrukturplanen også forslag til mere tværgående tiltag, som vil medvirke til at forbedre mobiliteten i Randers Kommune. Tiltagene er uprioriterede og omfatter veje der kan anvendes til afledning af regnvand, trafiksikkerhed, intelligent trafikstyring og elbaseret mobilitet.
Den Kollektive trafikplan for Randers Kommune inkl. nyt rutenet og køreplaner blev vedtaget af Randers Byråd i 27. april 2020.
Hent Kollektiv Trafikplan 2020.
Hent bilag til Kollektiv Trafikplan 2020.
Planen er udarbejdet af Udvikling, Miljø og Teknikforvaltningen i samarbejde med Midttrafik.
Trafikplanen er som udgangspunkt bygget op om et ensartet serviceniveau og et ønske om at binde kommunen bedre sammen. Dette gøres med mere direkte ruter mellem de store byer, Flexbusser i mindre byer og muligheden for at komme på tværs af kommunen ved brug af Flextur. Trafikplanen indeholder forslag til nye linjeføringer på regional- og lokalruter samt en omlægning af bybusnettet i Randers by.
I foråret 2019 var trafikplanens principper, herunder nye linjeføringer og betjeningsomfang i og udenfor Randers by, i offentlig høring. Midttrafik og Randers Kommune modtog i alt 158 høringssvar i forbindelse med høringen. Høringssvarene gav anledning til mindre justeringer på ruterne. I juni 2019 blev den kollektive trafikplan vedtaget i Byrådet.
I perioden 20. december 2019 til den 22. januar 2020 har de nye køreplaner været i offentlig høring. Midttrafik og Randers Kommune modtog i alt 412 høringssvar, hvoraf ca. 100 var på ruter udenfor Randers Kommune. Høringssvarene gav anledning til forslag om mindre justeringer i udformningen af de endelige køreplaner.
Den kollektive trafikplan og køreplanerne er godkendt endeligt i byrådet den 27. april 2020.
Mobilitetsstrategien udstikker gennem sine seks indsatområder med tilhørende målsætninger den overordnede retning for udviklingen af trafik og mobilitet i Randers kommune.
Download mobilitetsstrategien.
Mobilitetsstrategien danner grundlag for udarbejdelse /revision af planer indenfor vej- og trafikområdet – infrastrukturplan, stiplan, kollektiv trafikplan, mobilitetsplan m.v.
Randers Kommune arbejder allerede med en række initiativer for at forbedre mobiliteten, og det er vigtigt at disse initiativer fortsat forbedres og udvikles.
Flodbyen Randers og en østlig fjordforbindelse bliver beskrevet nøje på kommunens hjemmeside om Flodbyen.
Dele af planen og politikken er erstattet i kommuneplanen, mobilitetspolitikken og infrastrukturplanen. Samtlige planlagte cykelstier fremgår af kommuneplanen.