Erhvervsområde på Europavej og Vestergade ved E45 ved Fårup

Høring: Forslag til Lokalplan 712 og Tillæg 58 til kommuneplanen, Erhvervsområde ved Europavej og Vestergade ved Fårup, samt afgørelse om miljøvurdering.

Offentliggjort

30. april 2020

Offentliggjort

2. april 2020

Byrådets udviklingsudvalg har den 01.04.2020 godkendt ovennævnte planforslag, til offentlig høring i 4 uger, jf. planlovens § 24.

Udvalget har samtidig truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes miljøvurdering af planforslagene.

Lokalplanens indhold

Lokalplan 712 omfatter et 6,1 ha stort areal, der overføres til byzone og inddeles i følgende fire delområder:

Delområde I omfatter eksisterende virksomheder og ubebyggede erhvervsgrunde.

Der gives mulighed for udstykning af flere grunde i varierende størrelse med følgende bestemmelser:

  • Der fastlægges nye byggefelter og en ny vejledende udstykningsplan.
  • Bebyggelsesprocenten for området fastholdes på 50 % for den enkelte ejendom.
  • Det maksimale etageantal fastholdes til 2,5 og den maksimale byggehøjde fastholdes på 12,5 m.
  • Miljøklassen for området fastsættes til 3-5.

Der gives desuden mulighed for at etablere en 36 m høj antennemast inden for delområdet.

Delområde II omfatter et areal med tankstationer.

Der gives mulighed for udstykning og for etablering af lettere erhverv, som fx tankstation, lade-station for el-biler og fastfood-restaurant.

  • Bebyggelsesprocenten sættes til maks. 40 % for den enkelte ejendom.
  • Det maksimale etageantal sættes til 1 og den maksimale byggehøjde sættes til 8,5 m.
  • Miljøklassen for området fastsættes til 2-4.

Der gives desuden mulighed for etablering af en maks. 20 m høj skiltepylon eller skiltemast ud til motorvejen.

Delområde III omfatter for-arealer ud til Hovedvejen, Vestergade og E45. Disse arealer er omfattet vejbyggelinjer

  • Arealerne udlægges som grønt område, der ikke må bebygges eller anvendes til udendørs oplag.
  • Arealerne skal henligge i græs og medvirke til at erhvervsområdet fremstår velordnet, attraktivt og indbydende.

 

Delområde IV omfatter vejarealet, Europavej, der fortsat skal anvendes som adgangsvej.

Der sker desuden en generel opdatering af forældede bebyggelsesregulerende bestemmelser i forhold til de hidtil gældende lokalplaner.

Indholdet af Forslag til Tillæg 58 til kommuneplanen

Området er i kommuneplanen udlagt til industri og lagervirksomhed (ramme nr. 4.00.E.1).

Området er omfattet af retningslinjer for erhverv. Miljøklassen for området er fastlagt til 1-5.

Forslaget til Lokalplan 712 overholder ikke kommuneplanens ramme-bestemmelser, for så vidt angår den maks. 36 m høje antennemast og den maks. 20 m høje skiltepylon eller skiltemast.

Derfor er der sideløbende med forslaget til lokalplan udarbejdet et Forslag til Tillæg 58 til kommuneplanen.

Tillægget giver mulighed for en høj antennemast og en høj skiltepylon / skiltemast inden for rammeområdet.

I tillægget justeres der også på rammegrænsen, i forhold til et mindre område foran beboelsesejendommene Dangårdsvej 2, 4 og 6. En del af området er i brug til privat have og resten ligger dårligt for etablering af erhverv.

Derfor foreslås det, at tage arealet foran Dangårdsvej 2, 4 og 6 ud af rammen til erhverv.

Der foretages i øvrigt mindre justeringer af rammegrænsen, så den følger matrikelgrænsen i området.

Miljøvurdering

Byrådets udviklingsudvalget har truffet afgørelse om planforslagene ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, da det vurderes, at en realisering af planforslagenes byggemuligheder ikke at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Begrundelsen fremgår af planforslagets redegørelse.

Hvis du vil klage over at der ikke laves en miljøvurdering, skal det ske til Planklagenævnet.

Klagefristen udløber den 30.04.2020.

Vær opmærksom på, at alle svar løbende vil blive offentliggjort herunder. Læs mere om Randers kommunes behandling af persondata.