Nyhedsbrev 23 - 19.12.2024

Kære dig, der bor i Ølst - hermed 23. udsendelse af nyhedsbrev vedr. situationen ved Nordic Waste.

Der er nu gået et år siden Nordic Waste situationen begyndte. Meget er sket i året, der er gået. Arbejdet på skadestedet går ind i en ny fase. Som mange sikkert allerede ved, så kommer der ikke flere kirkepladsmøder, og der vil fremover også kun blive udsendt nyhedsbrev, hvis der er væsentligt nyt af relevans for hele Ølst.

Man kan fortsat finde nyt på kommunens særlige hjemmeside om Nordic Waste. Se med her www.randers.dk/nw

Vi vil her benytte lejligheden til at ønske glædelig jul og godt nytår.

Nedenfor kan du læse status på situationen for nuværende.

Skurvognene forlader skadesstedet – Randers Kommune bliver

Opgaverne med at standse jordskred og få styr på jorden, genetablere Alling Å og lave et system til at håndtere vand, er udført. Samtidig er en række bassiner, der blev anlagt i hast i området nu nedlagt, og områderne genetableret. Der mangler nu kun få bassiner. Et nyanlagt regnvandsbassin er færdiganlagt, og en pumpebrønd til at pumpe vand herfra og til et kommende renseanlæg på stedet, er sat.

Og derfor kan kommunen nu lukke skadestedet ved Nordic Waste ned for jul og nytår. De sidste skurvogne, som rullede ind på pladsen den 19. og 20. december 2023, bliver fjernet fredag den 20. december om morgenen.

"En rolig jul for alle. Det er min forventning til de næste uger. Alle maskiner og materiel er afmeldt til den 20. december. Det er klart at vi hen over jul og nytår fortsat vil overvåge området, og vores kontrakt med et firma om akutberedskab træder i kraft 20. december," fortæller Jesper Kaas Schmidt.

Planen efter nytår

Skadesstedet går ind i fase 2 (1. og 2. kvartal 2025)

  • Anlægning af Gl. Århusvej
  • Bassiner bliver færdigrensede
  • Renseanlæg og bygninger til renseanlæg etableres og sættes i drift
  • Arealer benyttet ved pumpning af Alling å reetableres

Skadesstedet går ind i fase 3 (3. kvartal 2025)

Fase 3 er forventeligt den sidste fase i arbejdet med området omkring Nordic Waste, det er for tidligt at sige, hvad den præcis vil indeholde, men det er planen, at arbejdet overgår til drift.

Rammeaftale for akutberedskab træder i kraft

Selvom Randers Kommune fjerner skurvogne og en del aktivitet fra skadesstedet, vil vi fortsat være til stede. Vi igangsætter det akutberedskab, vi omtalte i tidligere nyhedsbrev, den indeholder blandt andet:

  • Løbende overvågning af jordbevægelser og vandkvalitet via avancerede måleprogrammer, droneopmålinger og geotekniske tilsyn.
  • Etablering af bufferzoner på 30 meter mellem jordskredet og Gl. Århusvej for at mindske risikoen ved eventuel nedsunken jord.
  • En krisestab med klare actioncards til hurtig indsats i tilfælde af bevægelser i jorden, oversvømmelser eller eventuel forurening.
  • Fokus på kommunikation, så borgere og interessenter altid er informeret om situationen og relevante tiltag.

Beredskabsplanen vil løbende blive tilpasset udviklingen i området, så den altid er opdateret og klar til at imødekomme nye udfordringer. Samtidig indebærer den, at de nødvendige ressourcer hurtigt kan mobiliseres i samarbejde med rådgivere og entreprenører.

Status på Gl. Århusvej og renseanlægget

Efter nytår bliver vejprojektet om at genetablere Gl. Århusvej sendt i udbud, og det forventes at arbejdet med at lave vejen går i gang i uge 8 afhængig af vejret. Randers Byråd har vedtaget at vejen kan sættes i gang og den forventes at koste 12 mio. kr. Pengene har byrådet bevilget på sit møde den 16. december 2024.

Samtidig er leverandøren af et RO-anlæg til at rense regnvand valgt, ligesom opførsel af en bygning til anlægget går i gang i januar 2025.

Og dermed er arbejdet med at afværge miljøkatastrofen ved Nordic Waste gået ind i 2. fase som vil falde i 1. og 2. kvartal 2025.

I løbet af det kommende års første seks måneder forventes det, at Gl. Århusvej er færdig og åbnet, renseanlægget på stedet er i drift, og alle arealer, som blev inddraget midlertidigt for at placere rør til at føre Alling Å i, vil være reetablerede.

"Vi er nu i en situation, hvor vi kan lave langsigtede tidsplaner og i 3. kvartal 2025 forventer vi at overgå til en driftsfase," fortæller Jesper Kaas Schmidt.

Følg med på randers.dk/nordicwaste

Du kan altid følge med i de nyheder, Randers Kommune sender ud om situationen på www.randers.dk/nordicwaste