Hvis du rejser ud eller flytter fra Danmark igen
Hvis du flytter fra Danmark eller skal være ude af Danmark i mere end 6 måneder, skal du give besked til Borgerservice. Hvis du har fået NemID, kan du informere Borgerservice på Lifeindenmark.dk, og ellers kan du kontakte Borgerservice.
Du skal kontakte Integrationsafdelingen på Jobcentret, hvis du udrejser, da de skal vide, at du ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet i Danmark. Hvis ikke du er opmærksom på det, vil du blive mødt med krav om tilbagebetaling. Bor du i midlertidig bolig, kan udlandsophold også have konsekvens for din boligsituation. Du skal også give besked, hvis du blot forlader Danmark midlertidigt.
Din opholdstilladelse bortfalder automatisk, hvis du opgiver din bopæl i Danmark.
Hvis du har opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, kan du opholde dig uden for Danmark i op til 6 måneder i træk. Hvis du opholder dig uden for Danmark længere end de 6 måneder i træk, bortfalder din opholdstilladelse automatisk. Dette gælder dog ikke, hvis du er rejst tilbage til Ukraine med et såkaldt anerkendelsesværdigt formål. Det kan fx være for at være i ukrainsk militærtjeneste, at udføre nødhjælpsarbejde eller andet humanitært arbejde, enten som tilknyttet en humanitær organisation eller på egen hånd. Det kan fx også være for at hjælpe familie eller andre nærtstående ud af Ukraine. Du skal huske at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Læs mere på newtodenmark.dk.
Hvis du har ansøgt om opholdstilladelse efter særloven i Danmark, men alligevel ikke ønsker at Udlændingestyrelsen skal behandle din sag, skal du sende en frafaldserklæring til Udlændingestyrelsen.
Hvis du udfylder og indsender frafaldserklæringen, vil det betyde, at din ansøgning bliver annulleret, og du vil ikke modtage en afgørelse i sagen. Læs mere på newtodenmark.dk.