Aflevér dit brugte juletræ på Randers Havn eller genbrugspladsen

Når juletræet mister glansen, kan det stadig gøre gavn som faskine langs Randers Fjord.

Dit brugte juletræ kan afleveres på alle Randers Kommunes genbrugspladser, eller direkte til Randers Havn. Hvis du afleverer træet på Randers Havn, kan du samtidig deltage i konkurrencen om en sejltur med Lillebjørn. Læs mere om konkurrence og præmierne her.

 

Du kan også finde svar på en masse andre spørgsmål om julens affald her.

Randers Havns afleveringsplads

Når træerne bliver leveret på afleveringspladsen på hjørnet af Moltkesgade og Toldbodgade vil træerne atter komme til ære og nytte som faskiner langs Randers Fjord, til gavn for miljøet og til glæde for fjordens fiskeyngel.

Træerne kan stadig gøre gavn

Langs brinkerne fra inderhavnen og ud til Udbyhøj er der etableret faskingærde på de steder, der er størst mulighed for at sand/jord vil blive skyllet ud i fjorden. Et faskingærde er to rækker pæle med et mellemrum, og det er her juletræerne gør gavn.

Træerne lægges ned mellem de to rækker pæle og forhindrer derved jord og sand i at blive skyllet ud i fjorden. Træerne er samtidig til stor gavn for fjordens fiskeyngel som søger ind mellem træerne. Randers Havn bruger hvert år rigtig mange træer til vedligehold, så der er ingen begrænsning på hvor mange træer der kan afleveres.