Bliver ved med at komme på plejecenter
En pårørendes død. En tilværelse som pensionist. Ingen af delene har ikke kunnet holde Marianne Simonsen og Bodil Andersen fra Svaleparken. Selvom de ikke længere har samme tilknytning til plejecentret, kommer de flere gange om måneden.
Marianne besøgte hver uge sin mor, og da sang altid har fyldt meget i deres familie, besluttede hun sig for snart fem år siden for at begynde at lave en aktivitet med fokus på at synge, så andre beboere også kunne få glæde af det.
"Jeg begyndte at komme et fast tidspunkt i en time, hvor alle, der havde lyst, kunne være med til at synge. Vi synger fra Svaleparkens sangbøger, og ofte har jeg en højttaler med, hvor vi så også får lidt rytmisk musik ind. Repertoiret spænder vidt fra salmer, Raquel Rastenni og Gustav Winkler til Kim Larsen og John Mogensen," siger Marianne Simonsen.
Efter morens død i december 2023 kunne Marianne Simonsen ikke få sig selv til at stoppe med at svinge forbi centret og dele nogle hyggelige stunder med beboerne.
"Det er en gave at få lov til at være sammen med ældre mennesker. Jeg bliver mødt af mennesker, der ser på mig med taknemmelighed og glæde, fordi jeg kommer forbi, og det giver så meget livskvalitet," siger Marianne Simonsen, der udover at være frivillig, arbejder på fuld tid i egen virksomhed.
Fra sygehjælper til frivillig
Bodil Andersen har heller ikke kunnet holde sig væk fra Svaleparken. Hun startede med at arbejde på plejecentret som sygehjælper i 1979, og da hun gik på pension for 20 år siden, begyndte hun dagen efter som frivillig.
"Det er helt naturligt for mig at blive ved med at komme her på centret. Jeg har altid været glad for mit arbejde, så det er skønt, at jeg fortsat kan være en del af huset," siger Bodil Andersen.
Hun kommer forbi centret nogle gange om måneden, hvor hun er en del af forskellige aktiviteter i huset, blandt andet er hun tovholder på et tirsdagshygge arrangement.
"Her samles vi om en quiz – gerne med emner fra gamle dage, og så nyder vi en kop kaffe og kage, samtidig med at vi får en snak om stort og småt. Det er altid en hyggelig stund, og jeg kan mærke, at det betyder meget for beboerne, og det gør det også for mig," siger Bodil Andersen.
Sætter gang i mange samtaler
Fælles for Bodil og Marianne er, at de nyder, hvordan de kan få sat gang i mange snakke. Marianne taler meget med beboerne om sit eget liv, og det leder blandt andet til samtaler om beboernes liv og unge dage. Til de arrangementer, som Bodil er en del af, gør hun meget ud af at tage forskellige emner op. Det kan være en snak om konfirmation, eller hvordan de fik vandgrød at spise som børn.
"Selv simple ting kan få sat gang i mange snakke. Det får beboerne til at åbne op og fortælle en masse gode historier om deres liv, og det er altid hyggeligt at være en del af," siger Bodil Andersen.
Kunne du tænke dig et job som frivillig på et center, er du altid velkommen til at kontakte lederen på dit lokale ældrecenter eller en af frivilligkoordinatorerne for at høre mere om dine muligheder.