Elektronikaffald bliver fortid i Randers Kommune

Al kommunens aflagte elektronik bliver nu genbrugt og genanvendt. Det er resultatet af en ny indsats, som Randers Kommune har sat i værk på alle kommunens arbejdspladser.

Centerleder for Virksomhedsservice og Rekruttering Tine Arensbach og chef for IT og Digitalisering Bent Højlund har lavet partnerskabsaftalen med El Recyclings indkøbschef Casper Roensbech og administrerende direktør Michael Hessellund (i midten). Foto: Randers Kommune.

Løbende bliver bærbare computere, keyboards, mobiltelefoner og andre elektroniske apparater forældede eller kommer i overskud over alt i kommunen; på skoler, plejecentre, osv. Randers Kommune sørger nu for, at alle apparaterne bliver indsamlet og sendt til genbrug og genanvendelse.

"Produktion af elektronik belaster miljøet rigtig meget, og derfor har vi sat gang i at genbruge og genanvende vores elektronik," siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune. Han tilføjer:

"Ved at genbruge forlænger vi elektronikkens levetid, så vi ikke behøver at købe nyt så ofte. Det er godt både for kommunekassen og for miljøet."

Mere bæredygtighed i dagligdagen

I praksis stiller Randers Kommune containere op på kommunens arbejdspladser, hvor det aflagte udstyr bliver indsamlet. Derefter bliver udstyret sorteret og istandsat efter følgende principper:

  • Hvis produktet er for slidt til at kunne anvendes mere, bliver det sendt til genanvendelse.
  • Hvis produktet er for slidt til Randers Kommune, sælges det videre.
  • Hvis produktet er i god stand, bliver det sat til salg til Randers Kommunes afdelinger, så kommunens indkøbsansvarlige får adgang til at købe brugt elektronik i god stand til en lavere pris end ved nyindkøb.

"I Randers Kommune har vi stort fokus på vores bæredygtige adfærd i dagligdagen. For eksempel gennem måden vi genbruger og køber ind på. Og vi kigger hele tiden på at finde gode løsninger, som kan mindske vores samlede CO2-aftryk," siger Torben Hansen.

Samarbejde med genbrugsvirksomhed

Genbrugsprojektet hedder officielt Elektronikcirklen og er et samarbejde mellem Randers Kommune og Randers-virksomheden El Recycling, som specialiserer sig i at istandsætte og sælge brugt elektronisk udstyr.

"Vi er rigtig glade for at samarbejde med Randers Kommune. Vores forretning kan kun blive ved med at vokse, hvis vi har adgang til brugt IT og elektronik gennem vores samarbejdspartnere, og vores forretningsgrundlag er at bidrage til øget genanvendelse, genbrug og forlænget levetid på elektroniske produkter," siger Casper Roensbech, indkøbschef hos El Recycling.

El Recycling sørger for, at eventuelt værdiløst udstyr bliver bortskaffet på miljøforsvarlig vis via deres samarbejdspartnere. Randers Kommune modtager en andel af skrotprisen.

CSR-ansættelser

For at følge genbrugsprojektet til dørs har El Recycling forpligtet sig til at ansætte mellem 5 og 10 medarbejdere i såkaldte CSR-stillinger via Jobcenter Randers. Det er stillinger på færre ugentlige timer henvendt til jobsøgende, som har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet pga. en svær livssituation. Med CSR-ansættelserne kan de nye medarbejdere opbygge kompetencer og selvtillid, som stiller dem bedre i forhold til at finde deres plads på arbejdsmarkedet på længere sigt.

"Samarbejdet med Randers Kommune har stor værdi for os, fordi det giver os mulighed for at skabe endnu flere arbejdspladser til den type medarbejdere, som vi ønsker at have i vores virksomhed. Vores mission er at forbedre jobmulighederne for udsatte mennesker, og det får vi mulighed for med det her samarbejde," siger Michael Hessellund, administrerende direktør hos El Recycling.

De ansættelser, som El Recycling laver som en del af projektet, anslås at give en offentlig besparelse på op til 2.557.000 kr. om året i udgifter til overførselsindkomster.