En hare modtog kommunens kulturpris

Torsdag eftermiddag den 23. januar 2025 blev Randers Bibliotek i Kulturhuset rammen om en særlig prisoverrækkelse, da Randers Kommunes kulturpris blev givet til Andreas Li Madsen, kendt som Haren Henny.

I en stemning af forventning og anerkendelse blev han hædret for sit unikke bidrag til byrummet, hvor hans finurlige træskulpturer i løbet af efteråret og vinteren har overrasket, forundret og begejstret borgerne i Randers.

Haren Henny har gennem sine hemmelighedsfulde kunstaktioner skabt en ny form for bykunst, hvor træfigurer af genbrugsmaterialer pludselig dukker op på bænke, i gader og på pladser - blandt andet på Fischersgade, Østervold og Stemannsgade uden for Kulturhuset. Kunstværkerne har skabt samtaler på tværs af generationer og vakt stor opmærksomhed - ikke mindst på sociale medier, hvor billeder og reaktioner har floreret, hver gang en ny figur er blevet opdaget.

Randers Kommune har bemærket den enorme folkelige opbakning til projektet. Blandt de mere end 300 indstillinger var der et overvejende flertal for, at prisen skulle gå til netop denne kunstner. Priskomiteen har i deres valg desuden fremhævet, hvordan projektet har formået at forbinde borgere gennem nysgerrighed, fortolkning og fælles begejstring.

"Med denne hæder cementerer Randers sin position som en by, hvor kunst kan få lov at blomstre - også når den opstår i hemmelighed og på uventede steder," siger formanden for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget, Louise Høeg, der overrakte prisen sammen med formanden for Kulturelt Samvirke, Michael Kull.

En ydmyg modtager
Haren Henny selv var overrasket over den store anerkendelse:

"Jeg er glad for, at det her betyder noget for folk. Det er lidt vildt, at det er noget, man ligefrem kan få en pris for," siger han ydmygt med et smil.

Selvom hans rigtige navn nu er kendt i offentligheden, ønsker han stadig at lade kunsten tale for sig selv. Til daglig arbejder Andreas Li Madsen som miljøtekniker og er uddannet miljøteknolog, men hans passion for trækunst har udviklet sig til et kunstprojekt. Han har nydt at se sine skulpturer leve deres eget liv og overraske forbipasserende.

"Jeg kan godt lide det ukontrollerbare i det - at skulpturerne får deres egen historie. Og så er der noget fedt i den der pop-up-tanke. Jeg vil helst leve det stille liv og er egentlig ikke særlig glad for opmærksomhed, men det er sjovt at være kreativ og få tingene til at ske," lyder det fra Haren Henny.


Et familieprojekt

Sønnen på 11 år og hans kammerat på 14 år har også deltaget i projektet, primært ved at hjælpe med at stille skulpturerne op. Projektet begyndte under corona-nedlukningerne, hvor familien havde lidt affaldstræ liggende i gården og brugte tiden på at omdanne det til figurer. Langsomt begyndte der at skyde flere figurer op i Mellerup, hvor Andreas bor - og senere også i Randers. Navnet Haren Henny er inspireret af Kaninen Katrine, en hemmelig gruppe af miljøaktivister på øen Endelave, der opererer via sociale medier.
 
Randers - en kommune med plads til gadekunst
Det er ikke i alle kommuner, at gadekunst får lov at stå i bybilledet uden tilladelse. Faktisk forsøgte Haren Henny på et tidspunkt at placere en træfigur i Aarhus nær museet ARoS, men den blev hurtigt fjernet. I Randers har kommunen derimod valgt at lade figurerne blive stående, så længe de ikke er til gene. Kommunens tilgang har været, at så længe kunsten skaber glæde og ikke forfalder eller generer, er den en velkommen del af byens landskab. Dette har givet kunstneren mod på at fortsætte projektet, og han har stadig nye idéer på tegnebrættet.

 "Der er åbenbart en særlig åbenhed og en særlig villighed til fællesskabet her i Randers," konkluderer Haren Henny og tilføjer: "Desværre har et par af træfigurerne været udsat for hærværk, men det kan man nok ikke undgå. Når det er sket, har jeg skyndt mig at hente resterne hjem til mit værksted for at lave en reparation, så figuren igen kan skabe glæde i byrummet."

En prisoverrækkelse i kunstnerens ånd
Selve prisoverrækkelsen foregik på utraditionel vis efter kunstnerens ønske. I stedet for at tage imod prisen personligt lod han sin søn og hans kammerat - iført haremasker - modtage prisen på hans vegne. Det skabte en humoristisk og legende stemning i salen, hvor de fremmødte borgere nød en bid gulerodskage - for en hare spiser jo gulerødder- og et glas bobler efter ceremonien.

Kulturprisen, der uddeles hvert andet år, består af et diplom og 10.000 kroner fra kommunens Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalg samt en gave til en værdi af 3.000 kroner fra Kulturelt Samvirke. I år var gaven et maleri af Randers-kunstneren Mathias Iversen - eller bedre kendt som Hr. Iversen. Prisen blev første gang uddelt i 2002 og har siden hyldet såvel enkeltpersoner som foreninger og institutioner, der har gjort en særlig indsats for kulturen i Randers Kommune. 

Læs mere om Haren Henny og Kulturprisen