Er du klar til at gøre som Ole?
Efter 30 år i detailbranchen stod Ole uden job. I dag er hans erfaring en stor gevinst i et job hos kommunen. Er du klar til at gøre som Ole?
Har du masser af erfaring fra detailbranchen, har du måske drevet egen virksomhed eller haft et langt arbejdsliv et andet sted i det private erhvervsliv? Din viden og dine kompetencer kan sagtens bruges i kommunen. Det handler om at turde tage springet og se sig selv i en ny, spændende sammenhæng.
Hvad kan jeg? Din senior-erfaring kan bruges
Bare fordi der er flere år på cv'et, så er ønsket om at have et job og gøre en forskel, det samme. Men vejen til næste job kan virke svær, hvis de grå hår for alvor har fået overtaget. Sådan var det også for Ole Würtz da han efter 30 år i detailbranchen blev ledig. På Jobcentret brugte Ole Würtz sin jobkonsulent til sparring og fik bredt sine tanker ud, så han også overvejede andre brancher. Her endte han med at søge job i erhvervsafdelingen af Jobcentret, hvor han i dag er virksomhedskonsulent.
"Det var en mulighed for at se med friske øjne på arbejdsmarkedet og førte til, at jeg begyndte at søge i andre brancher end detailbranchen. I mit job som virksomhedskonsulent er min erfaring vigtig. Jeg forstår virkeligt virksomhedernes situationer og behov, fordi jeg selv har været der. Jeg bruger min erfaring, når jeg for eksempel skal tale med virksomheder omkring rekruttering af nye medarbejdere eller opkvalificering af ledige og afklaring af, om de kan være med til at få langtidsledige tilbage på arbejdsmarkedet," siger Ole Würtz.
Nu inviterer Seniorerhverv Kronjylland og Randers Kommune til inspirationsmøde om Randers Kommune som arbejdsplads. Her fortæller Ole Würtz mere om sine erfaringer som senior på jobmarkedet.
Sæt kryds 24. maj
Onsdag den 24. maj 2023 kan du blive klogere på, hvordan kommunen er som arbejdsplads, seniorindsatsen på kommunens omsorgsområde og hvad du som senior kan bidrage med.
Inspirationsmødet afholdes på Laksetorvet onsdag d. 24. maj kl. 14-16, lokale E.3.16.
Du tilmelder dig arrangementet ved at sende en mail til kronjylland@seniorerhverv.org.