Fritid For alle har givet Thor og mere end 550 andre en fritidsinteresse
Kommunalt initiativ har på to år fået kæmpe succes. For at kunne hjælpe endnu flere børn og unge til af få en fritidsinteresse, er det kommunens håb at lokale sponsorer vil bakke op om initiativet.
Billedtekst: Thor er blevet bidt af fodbold med hjælp fra Fritid for Alle
Siden forsommeren har 12-årige Thor spillet fodbold i KFUM Fighters på Langvang. En mulighed han har fået gennem kommunens indsats; Fritid for Alle. Siden initiativets begyndelsen i 2022 har Fritid For alle været i kontakt med mere end 825 børn og unge, der alle stod uden en fritidsinteresse. 69 procent af dem er ligesom Thor blevet medlem af en forening.
"Det betyder så meget for mig. Jeg har fået gode venner og bevæger mig en masse. Før var jeg nok lidt doven. I dag cykler jeg også og kører på løbehjul. Det er sjovt at være i gang."
Thor bliver hver torsdag hentet af en frivillige fra Red Barnet, der følger ham til træning.
"Først troede jeg, at Kenneth var en af min mors venner, indtil jeg fandt ud af, at han er der for min skyld. Det har virkelig en stor betydning, at han er der for mig", fortsætter Thor.
Fritid For Alle er en indsats for børn og unge op til 18 år, der endnu ikke går til en fritidsaktivitet, men som gerne vil. Initiativet hjælper med at finde den rette forening til den enkelte. Der er også mulighed for at få hjælp til at søge økonomisk støtte til kontingent eller udstyr. Samtidig er der tilknyttet en række sociale frivillige, som hjælper og støtter med en god og tryg modtagelse i foreningen. Kommunen er tovholder for initiativet i Randers, der er støttet at de fire organisationer; Red Barnet Randers, Randers FC Fonden, Børnenes Kontor Randers og Soroptimist International Randers. Derudover er der et bredt samarbejde med skoler, kommunens frontpersonale og foreninger.
"Det er fantastisk at se, hvordan Fritid For Alle har formået at hjælpe så mange børn og unge i gang inden for de par år, initiativet har eksisteret her i kommunen. Det skyldes ikke mindst den store opbakning, som vi har mødt fra samarbejdsorganisationerne og foreningerne. Det er mit håb at flere vil støtte vores samarbejdspartnere i Fritid For Alle, så vi kan hjælpe endnu flere børn og unge", siger formanden for Sundheds- Idræts- og Kulturudvalget i Randers Kommune, Louise Høeg.
Interesserede, der vil vide mere om Fritid For Alle i Randers Kommune, kan kontakte Idrætskonsulent Sammy Elshikh på telefon 2461 3348. Flere informationer om initiativet finder du på hjemmesiden randers.dk/fritidforalle