Fritidsfællesskaber for alle var det store emne på International Handicapdag 2024

Kulturhuset i Randers dannede tirsdag 3. december rammerne for International Handicapdag 2024, hvor nysgerrige fremmødte blandt andet kunne blive klogere på de mange lokale fritidstilbud for folk med handicap.

Omgivelserne i Kulturhuset bød på hyggelige snakke hos informationsboder fra over 31 lokale foreninger og organisationer for folk med handicap. Her kunne de besøgende få indblik i hjælpemidler til folk med handicap, klubtilbud, foreningsliv og meget mere.

"International Handicapdag er en vigtig dag, hvor vi i fællesskab sætter fokus på mulighederne og vilkårene for de mange mennesker, som lever med et handicap - hvad end det er fysisk eller mentalt. Mange tak til alle jer, som var med til at markere dagen," siger socialudvalgsformand Rosa Lykke Yde.

Dagen bød også på et oplæg fra sektionsleder i kommunens veje og trafikafdeling, Magnus Vilstrup, om Randers Kommunes politik for tilgængelighed, der skal danne rammen for mere inkluderende byrum og natur. Det skal blandt andet ske gennem gode adgangsforhold, som skal tænkes ind tidligt i byggeprocesserne.

Flere skal med i fællesskaberne

Et af dagens højdepunkter var markeringen af det nye projekt Parasport Randers, som skal styrke mulighederne for, at mennesker med handicap kan deltage i fritidsaktiviteter hos de lokale idrætsforeninger. Flere lokale foreninger står allerede klar til at byde folk med handicap ind i fællesskabet omkring deres sportsaktiviteter.

"Målet med Parasport Randers er at understøtte de gode fællesskaber ude i foreningerne og få flere med. Foreningerne tilpasser deres aktiviteter, så der er plads til alle, der ønsker at være mere aktive og en del af fællesskabet," siger Jesper Jakobsen, projektleder for Parasport Randers.

Parasport Randers er en del af Randers Kommunes Bevæg Dig For Livet-indsats.

International handicapdag 2024

1 / 2