Havefest hos Underværket

En række stærke stjernefrø er med i lineuppet, når ungdomshuset Kaosambassaden inviterer til forrygende havefest under Randers Festuge den 10. august.

Efter sidste års succes, hvor omkring 300 festugegæster indtog gården ved Kaosambassaden til en aften med en hel stribe upcomming musikere fra det lokale musikmiljø, gentager arrangørerne succesen.

I år finder festlighederne sted under tag på gaden i Underværket, hvor publikum blandt mange andre kan opleve Andreas Yde med band. Det er en ung inspirerende musiker som skriver sange om de svære samtaler og følelser i livet. Med en frisk blanding af pop, soul og R&B er Andreas klar til at erobre den danske musikscene. Der er mere soul- og funkinspirerede popmusik til Havefesten, når det lokale band By Absence indtager scenen. Du kan også opleve Klaes alias Jimmy D, der er en old school dansksproget rapper - ligeledes fra Randers. Med en provokerende 00'er-stil, et teknisk flow og catchy hooks udtrykker han sig ufiltreret og vender tingene på hovedet med sit skarpe syn på tilværelsen. Der er også hiphop på programmet, når Amorsen & Hænge indtager scenen. De to lokale rappere har netop udgivet deres første single 'Hun er basic' som i en liveudgave helt sikkert kommer til at skubbe til taget. Sidste men ikke mindst, kan du opleve Frekvæns. De beskriver selv deres musik som fusionsfunk, der er bygget op omkring jazzede akkorder. Det er svingende groove, fede guitarriffs og ørehængende melodier.

"Vi glæder os til at præsentere en lang række talentfulde unge musikere. Havefesten er set i det lys en vigtig støtte til det ungdomskulturelle vækstlag, der investerer i næste generation af unge kunstnere," siger René Berg Andersen, der er koordinator hos Kaosambassaden.

Udover at være en god fest giver arrangementet således musikere og andre kreative sjæle en platform til at dele deres passion og talent i inspirerende rammer. Hos Kaosambassaden og Underværket mødes unge med forskellige baggrunde og kulturelle stilarter for at udtrykke sig frit gennem musik og kunst. Til Havefesten 2024 kan gæsterne derfor også deltage i en række kreative workshops i samarbejde med foreningen Randers Unge Kultur.

"Disse workshops er en fantastisk mulighed for at unge kan udforske deres kreative evner og netværke med andre kunstnere," tilføjer René Berg Andersen.

Kaosambassaden er et kommunalt ungdoms- og projekthus, der til dagligt et frirum for alle mellem 15 og 25 år, hvor der er højt til loftet i hyggelige rammer. Havefesten 2024 er støttet af Randers Festuge og Randers Ungdomsskole i samarbejde med Underværket. Festen finder sted lørdag den 10. august fra kl. 15 til 23 hos netop Underværket i Randers. Arrangementet er gratis og alle er velkomne.

Find programmet for Randers Festuge 2024

Seneste nyheder

Nyheder