H.M. Dronningen hørte om fællesskab, frivillighed og forandringskraft i Øster Bjerregrav
I Øster Bjerregrav er der en tro på, at alt kan lade sig gøre. Så det får de til at ske. Nøgleordene er fællesskab, frivillighed og forandringskraft. Formålet med Hendes Majestæt Dronningens besøg i Aktivitetsparken i Øster Bjerregrav er at give Majestæten et indblik i et stærkt lokalsamfund, der i høj grad står sammen om at forandre og udvikle.
I Øster Bjerregrav er på få år skabt en særdeles attraktiv udendørs aktivitetspark med en af landets ypperste skaterbaner for de unge. Her er også legeplads og krolfbane, og aktivitetsparken er blevet et omdrejningspunkt for et rigt foreningsliv for alle aldre.
Dronningen var inviteret til at opleve aktivitetsparken og møde et meget aktivt lokalfællesskab. Blandt andet mødte Majestæten den unge tilflytterfamilie Camilla Himmelstrup og Philip Sørensen med børnene Svend og Hans, der bl.a. via fællesskabet omkring Familiefredag har oplevet at falde godt til i området.
"Vi er en lille familie på fire. Camilla på 32 år, Philip på 31 år, Svend på 2 år og Hans på 1 år."
"Vi flyttede til byen i 2018 uden at have nogen relation til stedet. For at få relationer og blive en del af lokalsamfundet, har vi forsøgt at være meget aktive i det lokale foreningsliv. Vi fornemmede fra starten, at her var et rigt foreningsliv. Særligt aktivitetsparken så vi som et stort aktiv."
"Selvom vi havde nogle forventninger til stedet, er vi kun blevet endnu mere positivt overrasket over niveauet. Aktiviteterne i byen dækker bredt, men vi har været særligt aktive ift. fitnessudvalget, crossfit og aktiviteter til vores to drenge såsom trille trolle og fin Familiefredag, hvor hallen er fuld af børn på hoppepuder og med fællesspisning."
"Vi har en håndfuld idemagere i byen, som formår at finde på de vildeste ideer, og folk er rigtige gode til at bakke op om ideerne, så de bliver ført ud i virkeligheden. Det er bare fantastisk at opleve …"
Camilla arbejder som fysioterapeut i BeneFiT Viborg, mens Philip arbejder som webudvikler i Sparekassen Danmark.