Kim skaber fællesskab og god stemning i Klub 85

Kim Wandrup er borgerguide i Klub 85 – en fritidsklub for folk med fysiske og psykiske handicap. Kim har netop færdiggjort sin borgerguideuddannelse, så han kan sørge for, at alle medlemmer føler sig velkomne og godt tilpas i klubben.

Billedtekst: Kim (t.v.) sørger blandt andet for, at alle er forsynet med drikkevarer fra baren, når der er klubaften i Klub 85. 

I Klub 85 er der klubliv hver tirsdag og torsdag, hvor medlemmerne samles om klubaktiviteterne. Nogle strikker, syer og maler, spiller musik, synger, mens der er andre, som spiller bordfodbold og brætspil. Og andre dage står den på en tur på festival, ud i samfundet eller i naturen.

Et af klubmedlemmerne i Klub 85 er Kim Wandrup. Han deltager i alle de klubaftener, han kan, og med sin nye borgerguideuddannelse har han nu papir på rollen som den, der sørger for at alle, der kommer i klubben, føler sig godt tilpas.

"Når der kommer nye, prøver jeg at tage godt imod dem. Jeg viser dem rundt i klubben og sørger for, at de føler sig velkomne," siger Kim Wandrup.

For Kim ligger uddannelsen som borgerguide i forlængelse af hans indsats for Klub 85, som han har været en aktiv del af i over 10 år.

”I klubben hjælper vi dem, der går med rollator eller sidder i kørestol, hvis der er brug for det. Eller hvis nogen føler sig udenfor eller har det svært, så sørger vi for, at de bliver passet godt på og kommer ind i fællesskabet. Det er helt normalt for mig at snakke med folk, og det giver en masse smil," fortæller Kim Wandrup.

En stor forskel

Kims indsats som borgerguide betyder meget både for de andre medlemmer og for klubbens medarbejdere.

"Kims humoristiske og hjælpsomme væsen skaber en atmosfære, hvor folk føler sig tilpas i Klub 85. Kim er meget venlig, og han hjælper altid dem, som har brug for det," siger Vibbe Kastbjerg, som er leder af Klub 85.

Klub 85 en åben klub, som rummer alle dem, som gerne vil være med, og det har Kim stor andel i ifølge Vibbe Kastbjerg.

”Kim gør en stor forskel både socialt og praktisk. Han har virkelig udviklet sig gennem sin uddannelse til borgerguide,” siger Vibbe Kastbjerg.

Ud over sin rolle som borgerguide er Kim aktivt medlem af klubrådet, hvor medlemmerne har stor indflydelse på klubaktiviteterne. Og når husbandet Hof Band eller Klub 85-bandet spiller i byen eller på bosteder, er Kim ofte med som roadie.

"Jeg føler mig stolt af, hvad jeg har opnået. Jeg har lært en masse både gennem min uddannelse til borgerguide og i mit liv generelt. Så jeg har vist, at jeg godt kan," fortæller Kim Wandrup.

Læs mere om mulighederne for at blive frivillig på handicapområdet: www.randers.dk/handicapfrivillig