
Lokalplan for at bevare Langå Station er vedtaget
Efter en længere proces og dialog med Transportministeriet, Banedanmark og DSB har Randers Byråd på mødet den 26. februar 2024 vedtaget en lokalplan, der sikrer at Langå Station bliver bevaret. Samtidig gør lokalplanen det muligt at gennemføre den igangværende elektrificeringen af jernbanenettet.
Langå Station bliver bevaret og samtidig bliver det muligt for Banedanmark at elektrificere jernbanen på strækningen. Det er konklusionen efter, at Randers Byråd på mødet den 26. februar 2024 har vedtaget en ny bevarende lokalplan for bebyggelsen.
Forslaget til den nye lokalplan var i høring for knap to år siden og gik dengang på at bevare Langå Station og den tilhørende værkstedsbygning. Planen skulle sikre, at stationsbebyggelsen ikke kunne nedrives og, at ombygning skulle ske i henhold til bygningens arkitektur.
Lokalplan lempet
Undervejs har Randers Kommune været i dialog med Transportministeriet, Banedanmark og DSB. På den baggrund er der lempet lidt på bestemmelserne i lokalplanen i forhold til det oprindelige forslag. Konkret giver lokalplanen nu mulighed for at nedrive værkstedsbygningen og, at balkadiner (udhænget) rundt om stationsbygningen kan fjernes i forbindelse med en renovering.
Det er DSB, der ejer bygningen, og her er man i gang med at forberede en renovering primært af bygningens ydre. I forbindelse med renoveringsarbejdet og Banedanmarks arbejdet på stationen i øvrigt, kan foreningen Station K ikke bruge bygningen i en periode på cirka et år. Det er dog forventningen, at Station K kan flytte ind på Langå Station igen i maj 2025.
Afstemningsresultat
Sag nr. 55 blev godkendt med 29 stemmer for. Imod stemte Ellen Petersen (A) og Anker Boje (A).