Mere idræt, leg og bevægelse til børn i Nordbyen

Sommerferien er slut og hverdagen kalder igen. Sammen med Nørrevangsskolen kan Den Selvejende Institution Glentevej med en spritny idrætscertificering nu tilbyde pædagogisk idræt i både dagtilbud, skole og fritid.

Hos Den Selvejende Institution Glentevej i Randers er glæden stor – både på papiret og i kroppen. Den nye idrætscertificering betyder nemlig, at der er mere fokus på bevægelse. Institutionen, som består af vuggestue, børnehave og fritidshjem, arbejder nu på tværs af afdelingerne med pædagogisk idræt som et fælles fundament, hvor kroppen er i fokus gennem leg, bevægelse og idræt. Det er VIA University College som står for idrætscertificeringen.

Et styrket samarbejde

I 2021 blev Nørrevangsskolen, som den første i Østjylland udnævnt til idrætsskole. Skolen ligger tæt på institutionen Glentevej, hvor flere af skolens elever går på fritidshjemmet. Dermed opstod ideen til et dags- og fritidstilbud, der kunne komplimentere Nørrevangsskolen. Og med den nye certificering er der nu mulighed for, at børnene i det nordlige Randers kan bevæge sig hele dagen og lige fra de første år i dagtilbud, i skolen og i fritiden.

"Idrætscertificeringen er en rigtig god nyhed. Det skaber fokus på bevægelse fra de første år og sammen med Nørrevangsskolen også i skoleårene. Nu har vi en stærk konstellation, som giver forældre mulighed for aktivt at tilvælge en hverdag for deres børn med mere idræt, leg og bevægelse fra de er små og gennem hele deres opvækst," siger Carsten Otte, skoledirektør, Randers Kommune.

Mere bevægelse i hverdagen

For at blive certificeret skal hele institutionens personale gennemføre et uddannelsesforløb over 1-1,5 år med forsat udvikling bagefter. Gennem forskellige moduler får alle dermed et kompetenceløft og konkrete redskaber til at strukturere, facilitere og evaluere idrætspædagogiske aktiviteter og bevægelseslege.

"Certificeringen er stadig ny for os. Vi oplever at personalet har fået en større fælles faglighed og retning rent pædagogisk. Udover at tænke bevægelse ind i måden at arbejde på, har vi også opgraderet de fysiske rammer. Vi har både anskaffet ladcykler, indrettet motorikrum og opgraderet vores multibane. Vi oplever at det motiverer personalet til at tænke nyt," siger Rikke Karlov Jørgensen suppleret af Kasper Bugge Hansen, lederne af Den Selvejende Institution Glentevej.

I dagligdagen møder børnene nu pædagoger, der har fokus på at fremme en naturlig glæde ved bevægelse i hverdagen, hvor alle kan være med på egne præmisser. For eksempel kan der afholdes samling, hvor børn og pædagoger hopper rundt på ét ben og leger med rim og fjollede ord, som kombinerer fysisk aktivitet og læring i trygge omgivelser.

De idrætspædagogiske læringsmiljøer styrker sundhedsprofilen, trivslen og indlæringsparatheden hos børnene.

Institutionen er certificeret for 3 år og skal deltage i kurser og aktiviteter fra Danmarks Idrætsforbund og VIA University College.

Seneste nyheder

Nyheder