Midlertidige løsninger for Børnehuset Toftegården er vedtaget

En ombygning af lokaler på Assentoftskolen og en pavillon bliver de løsninger, der i en periode skal sikre pasningstilbud i Assentoft til børn fra Børnehuset Toftegården. Det har Randers Byråd besluttet på mødet den 27. januar 2025.

Børn og forældre har nu vished over, hvad der kommer i spil som midlertidige løsninger på de bygningsmæssige udfordringer, der siden efteråret har spredt børnene fra Børnehuset Toftegården på flere matrikler - herunder også på adresser uden for Assentoft.

Og det bliver en kombination af en ombygning af lokaler på Assentoftskolen samt, at der opstilles en pavillon ved Toftegårdens eksisterende bygninger. Det har Randers Byråd besluttet på mødet den 27. januar 2025.

Børnehuset Toftegården består af fem bygninger med en kapacitet på 51 vuggestuebørn og 102 børnehavebørn. Men på grund af et obligatorisk brandtilsyn samt efterfølgende analyse og gennemgang af bygningerne, blev det sidste efterår nødvendigt at genhuse en stor del af børnene på forskellige lokationer, blandt andet i Munkdrup og ved Huset Nyvang på Rindsvej i Randers.

Løsninger ventes klar i marts og august

Med byrådets beslutning er der udsigt til, at forældrene snart igen kan aflevere deres børn på adresser i Assentoft. Løsningerne går ud på at ombygge førskolelokalerne på Assentoftskolen, så de er egnet til daginstitution. Det vil give plads til de børn, der i øjeblikket er genhuset ved Huset Nyvang. De ombyggede lokaler ventes klar til brug i løbet af marts og vil i alt give plads til 71 børnehavebørn eller 47 vuggestuebørn.

Samtidig er det planen at opstille en pavillon på Børnehuset Toftegårdens grund blandt andet til de vuggestuebørn, der i øjeblikket er genhuset i Munkdrup. Her bliver plads til 26 vuggestuebørn og 50 børnehavebørn i en periode på op til tre år og løsningen ventes klar den 1. august 2025. Denne løsning vil kræve en dispensation fra lokalplanen, som forvaltningen er i gang med at indhente.

Udgifterne til de midlertidige løsninger forventes at koste mellem 9,4 og 9,9 mio. kroner og vil blive finansieret ved at fremrykke midler, der er afsat til en ny daginstitution.

Permanent løsning undervejs

Sideløbende med de midlertidige løsninger arbejder forvaltningen på en permanent løsning i form af en ny daginstitution. Her arbejder forvaltningen både med en model, hvor der bliver bygget en ny institution på den nuværende grund, hvilket vil kræve at de eksisterende bygninger bliver revet ned. Derudover ser forvaltningen på muligheden for at bygge en ny institution et andet sted i Assentoft.

Randers Kommune har for nylig bygget nye institutioner i både Munkdrup og Dronningborg og vil trække på erfaringer herfra. En mere detaljeret beskrivelse af en permanent løsning for Børnehuset Toftegården vil blive præsenteret for byrådet i løbet af første halvår af 2025.

Afstemningsresultat

I sagerne om Børnehuset Toftegården blev de midlertidige løsninger enstemmigt vedtaget.

Læs mere om sagen på byrådets dagsorden

Seneste nyheder