Mona har arbejdet med omsorg i 43 år

Hun underskrev den første ansættelseskontrakt i 1981. Dengang som hjemmehjælper. Og siden har hun stort set ikke lavet andet. Faktisk har hun været ansat i samme distrikt i alle de 43 år. Men nu er Mona Rasmussen, i en alder af 75 år, klar til at gå på pension.

Og der er da heller ingen tvivl om, at Mona har været både rigtig glad for sit arbejde – og rigtig god til det.

”Hun har en kæmpe viden, og hun er rigtig god til at lære fra sig. Og så er hun meget vellidt hos borgerne”, siger Line Juhl, distriktsleder og Monas nærmeste leder.

”Hun har et helt særligt blik for de borgere, hun kommer ud til. Hun arbejder med høj værdighed og føler et stort ansvar for borgerne. Og så ved man bare altid, hvor man har hende. Hun siger det, der ligger for hjertet”.

Mona er egentlig uddannet isenkræmmer, men faget kom med tiden til at kede hende, og hun skiftede derfor til hjemmehjælper. Senere i 2002 blev hun uddannet social- og sundhedshjælper.

”Jeg var ikke meget for at skulle på skolebænken. Jeg ville helst bare ud at arbejde. Men min leder holdt fast i, at jeg skulle, og det var nu godt nok”, siger Mona.

Gennem sine 43 år i Randers Kommune har Mona oplevet, hvordan omsorgsområdet løbende har udviklet sig. Da Mona startede som hjemmehjælper var hun typisk i borgernes hjem i flere timer, og nogle gange involverede arbejdsopgaverne indkøb, syltning og småkagebagning. Hun fik ingen oplæring, da hun startede, men trådte til og gik i gang efter bedste evne.

”Jeg gjorde det bare. Jeg lærte om faget ved at få arbejdet i hænderne. Og så brugte jeg mine øjne”.

Og netop dét at bruge øjnene, er en af de ting, Mona synes er allervigtigst ved hendes arbejde. At have øje for borgeren, for situationen, for hjemmet, for opgaverne.

Ifølge Mona er det nemlig vigtigt, at man fornemmer, hvad der egentlig er det vigtigste for den pågældende borger lige dén dag. For selvom alting i dag kan synes at gå hurtigere end dengang tilbage i 1980’erne, så er der stadig tid til at yde den omsorg, der er nødvendig, og som Mona holder så meget af ved sit arbejde.

For Mona har det bedste ved arbejdet været de opgaver, der omhandler pleje. Samtidig har det motiveret hende at blive mødt med lidt mere komplekse udfordringer også.

”Hvis en borger ikke ønsker min hjælp, så prøver jeg alligevel at gøre mit bedste for nå ind til vedkommende. Og efterhånden bliver borgeren træt af at høre på mig fortælle, hvorfor jeg gerne vil hjælpe – og så finder vi ud af tingene”, siger Mona med et glimt i øjet. ”Det er jo borgerens hjem. Jeg udfører blot mit arbejde. Vi finder ud af det, så det er godt for alle”.

Spørger man Mona om, hvad hun kommer til at savne mest, så er svaret klart: snak! Både med kollegaerne, men også med borgerne.

”Jeg har aldrig haft en dag, hvor jeg ikke har haft lyst til at arbejde” siger Mona. ”Og jeg har altid ønsket, at jeg skulle herfra med en god fornemmelse”.

Monas arbejdsglæde er ikke til at tage fejl af. Og hvad pensionisttilværelsen vil byde på, ved Mona endnu ikke. ”Først skal jeg lige falde ned”, siger hun.

For Line Juhl er der ingen tvivl om, at Mona vil blive savnet: ”Tak for din flotte og beundringsværdige indsats på omsorgsområdet her i Randers Kommune, Mona. Vi ønsker dig alt det bedste i din velfortjente pension”.