Myretuen på Nordre Fælled renoveres

De kommende fem uger hamres og bankes der i Myretuen på Nordre Fælled, når håndværkerne rykker ind i forbindelse med en større renovering af bygningen, som i perioden frem til efterårsferien vil være lukket.

Mandag den 9. september starter renoveringsarbejdet, som kommer til at omfatte arbejde både indvendigt og udvendigt på bygningen, som til dagligt bruges af bl.a. områdets skoler og institutioner samt gæster på Nordre Fælled.

Myretuen har efterhånden nogle år på bagen, og særligt taget trænger til en kærlig hånd. De revnede glasplader i ovenlyset skal udskiftes og samtidig bliver en række utætheder i taget lukket.

Som en del af renoveringen vil både indvendige og udvendige overflader samtidig blive repareret og malet, så bygningen igen kan danne en hyggelig og stemningsfuld ramme om arrangementer, skoleundervisning og madpakkespisning.

Under renoveringsarbejdet vil en del af p-pladsen være afspærret, mens der fortsat vil være adgang til arealerne omkring bygningen.

I efterårsferien bliver det igen muligt at besøge Myretuen. Torsdag den 10. oktober danner stedet blandt andet ramme om græskarudskæring for børnefamilier.

Skær dit Halloween Græskar i Myretuen