
Naturglade frivillige søges – Randers Naturcenter inviterer til infomøde
Er du vild med naturen? Og er du nysgerrig på, hvad det vil sige at være frivillig på Randers Naturcenter? Så kom og vær med, når naturcenteret inviterer til infomøde tirsdag d. 18. marts kl. 17.00.
51.000 naturglade børn og voksne besøgte sidste år Randers Naturcenter, der tilbyder et væld af oplevelser året rundt. Naturcentrets mange aktiviteter og åbningstider er dog kun mulige takket være en dedikeret gruppe af frivillige, der sørger for, at stedet summer af liv – især i sommerhalvåret.
”Vores frivillige er en uvurderlig del af Randers Naturcenter. De bidrager ikke kun med deres tid, men også med deres entusiasme og kærlighed til naturen. Vi håber at finde flere ildsjæle, der vil være med til at skabe gode oplevelser for vores gæster og blive en del af vores hyggelige fællesskab,” siger Helle Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.
Hør de frivillige fortælle
På infomødet vil nuværende frivillige dele deres erfaringer og fortælle, hvorfor de har valgt at engagere sig i naturcenteret. Derudover vil medarbejdere fra Naturcentret give et indblik i dagligdagen og de forskellige opgaver, man kan bidrage til.
”Den vigtigste opgave er selvfølgelig at sørge for, at gæsterne får en rigtig god oplevelse, og at hjælpe til med aktiviteter, som for eksempel pandekagebagning, snitteværksted og andre små kreative værksteder. Samtidig er der også plads til mange gode snakke og grin med både gæster og andre frivillige,” siger Helle Marie Taastrøm.
Hun håber, at mange har lyst til at blive en del af teamet, der i øjeblikket består af 21 frivillige. De bruger hver cirka 5 timer en lørdag om måneden på frivilligarbejdet, der foregår i mindre hold.
Til mødet bliver der serveret en kop kaffe og kage. Alle er velkomne, og det er selvfølgelig uforpligtende at være med.
Mødet finder sted tirsdag d. 18. marts kl. 17. på Randers Naturcenter, Gudenåvej 20, 8920 Randers NV.