Naturområdet i Læsten Bakker er udvidet til 110 hektar
Den Danske Naturfond og Randers Kommune bød torsdag den 11. maj 2023 på kaffe og rundstykker i det fri for at markere, at naturområdet i Læsten Bakker er blevet udvidet. Et dusin lokale borgere mødte op til arrangementet, der også omfattede en halv times frisk vandretur i bakkerne.
Den Danske Naturfond har i samarbejde med Randers Kommune opkøbt flere marker og skovklædte bakker fra naboer, der har haft deres ejendom til salg, så naturområdet i Læsten Bakker nu er vokset til 110 hektar.
Naturfonden købte de første 65 hektar i 2019 for at genoprette og beskytte naturen. Og med udvidelsen er man nu nået nærmere den samlede vision om med tiden at udvide naturområdet til 300 hektar, så der skabes bedre sammenhæng mellem Læsten Bakker, Skals Ådal og Fussingø-skovene.
Randers Kommunes borgmester Torben Hansen bød udvidelsen af Læsten Bakker meget velkommen.
"Vi er rigtig glade for, at Den Danske Naturfond har fået mulighed for at udvide naturarealerne. Det hjælper biodiversiteten i kommunen at give endnu mere plads til velegnede levesteder for sjældne og sårbare arter. Det er en meget vigtig opgave at sikre naturens mangfoldighed," sagde Torben Hansen blandt andet.
Også Naturfondens formand Bengt Holst udtrykte glæde over kunne at række biodiversiteten en hjælpende hånd.
"Naturen i Danmark har bekymrende lidt plads, så det er altid en stor glæde, når Naturfonden kan beskytte endnu mere natur, end vi gør i forvejen. Når vi køber flere arealer, samler vi naturen brik for brik, kvadratmeter for kvadratmeter, og hjælper den trængte biodiversitet," sagde Bengt Holst.
I det nye område er det planen, at kvæg skal græsse i bakkerne, at gødskning og sprøjtning skal ophøre, og at landbrugsarealer omlægges til natur med et farverigt blomsterflor af vilde planter. Der er også plan om genopretning af fortidsminde, en lille ny sø til glæde for padder og smådyr og en stille shelterplads til naturelskere.
Stierne i det eksisterende naturområde bliver forbundet med nye stier i det udvidede naturområde.
Fakta
Læsten Bakker og Skals Ådal er det største fredede naturområde i Randers Kommune. Her er smukke bakker, eng, kildevæld, mose og å. Det store naturprojekt sikrer bedre hjem for et væld af vilde dyr og planter, herunder odder, isfugl, sjældne orkidéer og sommerfugle.
Naturområdet er et smukt, kuperet istidslandskab, der ligger ved syd for Læsten ved hovedvejen mellem Viborg og Randers.
De nye arealer er sikret med stor hjælp fra Naturfondens 7.500 naturbeskyttere og en række private virksomheder i hele landet.
Læs mere om Læsten Bakker på naturfonden.dk og randers.dk.