Foto © Dansk skoleskak

Nørrevangsskolen vil sætte matematikvanskeligheder skakmat

Nørrevangsskolen er blandt de første tre skoler i landet, der i samarbejde med Dansk Skoleskak skal hjælpe elever med matematikvanskeligheder gennem spilbaseret læring.

En rapport udarbejdet af VIVE for Egmonts Fondssekretariat viser, at én ud af syv børn i danske skoler har så svært ved matematik, at det påvirker deres livsmuligheder negativt. Det er baggrunden for det nye projekt ‘SMS – Sæt matematikvanskelighederne skakmat’, hvor Nørrevangsskolen, Dansk Skoleskak og Egmont Fonden arbejder sammen om at finde løsninger.

Spilbaseret undervisning

Som en af de første skoler i Danmark bliver Nørrevangsskolen en del af det ambitiøse projekt, der over de næste tre år skal hjælpe børn med matematikvanskeligheder. Elever og lærere skal arbejde med matematikprogrammet SKAK+MAT, hvor små spil bruges til at løse matematiske problemstillinger. Programmet har tidligere vist sig effektivt; en undersøgelse fra TrygFondens Børneforskningscenter dokumenterede en fremgang svarende til et tredjedels læringsår for de elever, der brugte det.

Særligt udvalgt

Til projektet er der udvalgt tre skoler, heriblandt Nørrevangsskolen, hvor i alt 20 lærere og 350 elever i samarbejde med Dansk Skoleskak skal afprøve nye veje til bedre matematikundervisning. Som en del af indsatsen betyder det blandt andet uddannelse af lærere, en ugentlig SKAK+MAT-lektion og specialkurser for de elever, der har størst behov for støtte.

Der blev holdt Kick-off for projektet på Nørrevangsskolen tirsdag den 12. november 2024.

Projektet følges tæt af Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning (NCUM) og vil blive formidlet bredt gennem presse, fagtidsskrifter og på konferencer.