Nye projekter med fokus på fødevarer, oplevelser og aktive mødesteder

Bestyrelsen for LAG Randers-Favrskov har i første runde af 2025 uddelt midler til fire nye projekter i Randers Kommune. Projekterne fokuserer på oplevelser, fødevarer og aktive mødesteder og bidrager til udviklingen af lokalområdet.

I Langå bliver "Den Gamle Slagter" omdannet til en ny café. Med en bevilling på 297.775 kr. bliver der foretaget ombygninger for at skabe de rette rammer for aktiviteterne. Caféen vil samarbejde med andre initiativer i området og skabe nye arbejdspladser.

Lindegaarden i Svejstrup får et nyt løft med etableringen af en nyttehave og et orangeri. Projektet, der har modtaget 400.000 kr., er en del af en målrettet indsats for at skabe en attraktiv turistdestination med oplevelser, mad og overnatningsmuligheder.

I Floes Skov ved Uggelhuse tilgodeses både lokale ønsker og ambitioner for Naturpark Randers Fjord. Med en bevilling på 103.675 kr. etableres en indhegnet hundeskov samt udvidelse af området for primitiv teltning med shelter og muldtoilet, hvilket gør stedet mere attraktivt for besøgende.

Kanonbåden i Udbyhøj bliver optimeret med flytbare installationer og aflåselige skabe til formidlingsudstyr. Dette projekt, som har fået 52.041,80 kr. i støtte, er en del af Naturcentrets initiativ "Vi vil flere ud", der også har modtaget støtte fra Nordeafonden.

Næste ansøgningsfrist for LAG-midler er den 12. maj 2025. Interesserede kan allerede nu kontakte koordinator Mette Risager for hjælp og sparring på mr@lagranders-favrskov.dk eller mobil 6079 5313.