Foto © Museum Østjylland

Nytænkning af Håndværksmuseet får kommunal opbakning

Håndværksmuseet i Randers skal nytænkes, så det fortsat er relevant for fremtidens gæster og kan motivere unge til at vælge en karriere inden for håndværksfagene. På mødet den 18. december 2023 har Randers Byråd besluttet at bevilge 2 millioner kroner til projektet, der også får støtte fra Museum Østjylland og en række private fonde.

Foto © Museum Østjylland

I 25 år har Håndværksmuseet i Randers formidlet et vigtigt stykke købstadshistorie, og nu skal museet renoveres, nytænkes og bringes up-to-date, så det fortsat er relevant for fremtidens gæster. Samtidig skal museet kunne motivere unge til at vælge en karriere inden for håndværksfagene.

Projektet har et samlet budget på 19 millioner kroner, og på mødet den 18. december 2023 har Randers Byrådet besluttet at støtte fornyelsen af museet med 2 millioner kroner. Også Museum Østjylland og en række private fonde ønsker at bidrage, så finansieringen næsten er i mål.

Frivillige får fortsat en vigtig rolle i formidlingen

Som noget helt særligt har Håndværksmuseet gennem alle årene haft et korps på omkring 75 frivillige – typisk ældre – håndværkere tilknyttet. Et frivilligkorps, der til glæde for museets gæster øser af deres store viden om og entusiasme for deres fag.

Det praksisnære og det levende håndværk har derfor altid været en væsentlig del af Håndværksmuseets DNA, og det skal det også være fremover.

Det nye håndværksmuseum får navnet HÅNDVÆRK og bliver ud over et museum også et læringscenter for håndværk og håndværkshistorie. Her vil der være særlig fokus på børn og unge, der overvejer eller er i gang med en faglig uddannelse. Blandt andet vil der være hands-on aktiviteter og mulighed for at komme i dialog med frivillige om arbejdslivet som håndværker. Derudover er det planen at tilbyde tilrettelagte undervisningsforløb for dagtilbud og skoler.

Planlægningen for det nye håndværksmuseeum er i gang og forventningen er, at HÅNDVÆRK kan åbne for gæster i sommeren 2026 alt efter, hvornår finansieringen af projektet er helt på plads.

Seneste nyheder

Nyheder