OMBOLD: Fodbold, fællesskab og forandring
Onsdag den 22. januar 2025 blev der kæmpet, heppet og scoret mål i Arena Randers, da Randers Kommune i samarbejde med OMBOLD afholdt de første åbne Jyske Mesterskaber i indendørs fodbold for mennesker i udsatte positioner.
Med 22 hold fra hele landet – heriblandt syv lokale hold fra Randers – blev der skabt en dag fyldt med intensitet, fællesskab og glæde på halgulvet. De lokale hold kom fra SAM-foreningen, Daghøjskolen Randers, Perron 4 og borgere tilknyttet mestringsvejledere, og de repræsenterede Randers stærkt i turneringen.
Men dagen handlede om mere end blot at vinde. OMBOLDs mesterskaber har et større formål: at skabe varige fællesskaber og give deltagerne en oplevelse af, at sport og samvær kan være en vej til en bedre hverdag.
For Randers Kommune er mesterskaberne en del af en større strategi om at gøre bevægelse og fællesskab tilgængeligt for alle borgere – uanset baggrund.
"Det er vigtigt, at alle får mulighed for at mærke glæden ved idræt og fællesskab. Vi arbejder aktivt på at skabe tilbud, der imødekommer borgernes forskellige livssituationer," siger Louise Høeg, formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget.
Dagen bød ikke kun på fodbold, men også på fælles måltider og en varm velkomst fra socialudvalgsformand Rosa Lykke Yde, som fik overrakt en landsholdstrøje. Hun fremhæver den store betydning, fællesskabet i OMBOLD har for deltagerne:
"De lokale foreninger gør en fantastisk indsats for at hjælpe vores borgere med sociale udfordringer i gang med at spille fodbold. Det vil jeg gerne takke dem for. For spillerne i OMBOLD er det vigtigt at være en del af et sådant fællesskab. Ud over at give den enkelte spiller en god oplevelse og et stærkt sammenhold på banen, er det også et værdifuldt frirum, der kan bidrage til bedre sundhed og forhåbentlig på sigt til et mindre udsat liv," siger Rosa Lykke Yde.
Jyske Mesterskaber i OMBOLD er skabt i samarbejde mellem Randers Kommune, OMBOLD, SAM-foreningen, Dronningborg Boldklub og DBU – og for mange deltagere er det forhåbentlig kun begyndelsen på et stærkere fællesskab gennem fodbold.