Omsorg: Kompetenceudvikling skaber tryghed for både borgere og medarbejdere

I Randers Kommune er kompetenceudvikling indenfor omsorgsområdet en vigtig komponent i at sikre udvikling og høj kvalitet – til glæde for både medarbejdere og borgere.

At føle sig kompetent i sit arbejde er ikke blot vigtigt for medarbejdertrivslen og motivationen, men også for ens evne til at mestre de udfordringer, man møder i sit arbejde.

I Randers Kommune er der derfor lagt en plan, der sikrer, at medarbejderne indenfor omsorgsområdet fortløbende bliver klædt på til morgendagens omsorgsarbejde. Det handler desuden om at opprioritere arbejdsglæde og faglighed, men naturligvis også at løfte den omsorg og pleje, borgerne modtager.

Dette er i særdeleshed vigtigt, når der udvikles nye tilgange og metoder indenfor omsorgsområdet, samt når særlige borgergrupper begynder at fylde mere. Derfor er hensigten med planen, at medarbejderne altid er opdateret på den nyeste viden og nye kliniske metoder i arbejdet. Frem mod 2026 er der udvalgt kurser om blandt andet farmakologi, værdighedskultur, demens og velfærdsteknologi.

Kvalitet og udvikling

Planen for kompetenceudvikling i Randers Kommune skal altså gerne bidrage til at skabe et kvalitetsløft og nogle konkrete forbedringer, som kan mærkes nu og her.

”Vi ønsker, at medarbejderne altid føler sig bedst muligt klædt på til deres arbejde. Det skaber tryghed hele vejen rundt og er med til at sikre høj kvalitet for borgerne”, siger Ellen Petersen, formand for omsorgsudvalget i Randers Kommune.  

”Borgerne i Randers Kommune skal være sikre på, at de modtager den mest kompetente hjælp og omsorg. Og ligeledes skal medarbejderne føle sig fagligt trygge i udførelsen af deres arbejde. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi fokuserer på at udvikle os samt at dygtiggøre og fastholde vores i forvejen ferme plejepersonale”.

Den tilegnede viden og de nye tillærte kompetencer skal benyttes af medarbejderne i hverdagen hos borgerne, hvilket formentlig i nogle tilfælde vil betyde en ændring og opgradering af arbejdsgange samt udvikling af nye vaner og metoder, der er i trit med den nyeste viden og derved kommer borgerne til gode.