
Randers Kommune optager lån og sender klart signal til Regeringen
Randers Byråd har besluttet at gøre brug af muligheden for at optage lån til at dække udgifterne forbundet med jordskredet ved Nordic Waste. Byrådet betragter lånet som en mellemfinansiering og forventer, at Regeringen vil leve op til sit løfte fremsat i januar 2024 om, at jordskredet ikke skulle gå ud over velfærden i Randers Kommune.
Randers Kommune vil nu udnytte en dispensation fra staten, som gør det muligt at optage lån for at dække udgifterne forbundet med jordskredet ved Nordic Waste. Det har Randers Byråd besluttet på mødet den 24. februar 2025.
Lån betragtes som mellemfinansiering
Lånet bliver af Randers Kommune betragtet som en midlertidig mellemfinansiering. Det vil sige, at Randers Kommune forventer at få indfriet lånet enten ved at forfølge princippet om, at forureneren skal betale eller på anden vis. I den forbindelse fremhæver byrådet det løfte, som Regeringen med statsministeren i spidsen fremlagde i januar 2024 om, at jordskredet ikke skulle gå ud over velfærden i Randers Kommune. Konkret er ordlyden i den beslutning, der blev vedtaget, således:
”Byrådet betragter det som en mellemfinansiering og bemærker også at Regeringen med Statsministeren i spidsen primo 2024 meddelte at Randers Kommune ikke stod alene med dette og at det ikke skulle gå ud over velfærden i Randers Kommune. Byrådet forventer selvfølgelig at Regeringen lever op til dette og lægger ud for Randers Kommunes foreløbige kasseforbrug. Hvis det mod forventning ikke lykkes at gøre ansvar og økonomi gældende overfor skadevolder m.fl., så forventer Byrådet at Regeringen står ved ordene fra primo 2024.”
Lån på 290,6 millioner kroner
Statens dispensation giver Randers Kommune mulighed for at optage et lån på op til 375 millioner kroner. Med byrådets beslutning vil Randers Kommune nu i første omgang låne 290,6 millioner kroner til at dække de nettoudgifter, som Randers Kommune til og med udgangen af 2024 har haft til at afværge en større miljøkatastrofe i forbindelse med jordskredet ved Nordic Waste. Den resterende del af lånedispensationen kan Randers Kommune udnytte til at dække udgifter afholdt i 2025 eller 2026.
Lånet har en afdragsfri periode på maksimalt fem år og har en samlet løbetid på op til 30 år. Der skal betales renter i hele lånets løbetid med en årlig renteudgift i den afdragsfrie periode på forventet 7,2 millioner kroner om året.
Afstemningsresultat
Sagen om supplerende dispensation for låneoptagelse i forbindelse med Nordic Waste blev vedtaget med 21 stemmer for og 10 imod. Imod stemte Østbroen, Dansk Folkeparti, Velfærdslisten, Enhedslisten, Beboerlisten og Liberal Alliance.