Randers Naturcenter får støtte til ”Vi vil flere ud”

Randers Naturcenter har fået 1 mio. kr. fra Nordea-fonden til et projekt, der bidrager til at skabe flere oplevelser i det fri.

Med 1 mio.  kr. i støtte fra Nordea-fondens Naturens mødesteder-pulje kan Randers Naturcenter nu sætte gang i et projekt, som skaber muligheder i det fri for mennesker, der ellers kan have svært ved at tage del i oplevelserne. Projektet har været i støbeskeen siden foråret 2024.

Naturcenterleder Helle-Marie Taastrøm er meget begejstret over støtten:

”Vi er virkelig glade for, at vi nu får mulighed for at bringe de allerede eksisterende formidlingssteder rundt om i Randers Kommune endnu mere i spil - og med blandt andet nye grejbaser, aktiviteter og lettere booking af stederne, skabe flere naturoplevelser og bedre adgang til vores fantastiske naturområder.”

Med ”Vi vil flere ud” håber Randers Naturcenter at kunne inspirere til endnu flere naturoplevelser og bidrage til det lokale fællesskab.

”De steder, vi nu gør mere tilgængelige, ligger spredt ude i landskaberne. De kan fremover komme til at danne trygge rammer om naturbesøg for befolkningsgrupper som for eksempel ældre, sårbare og børn med særlige behov, der måske normalt ikke har så let ved at opleve naturen på egen hånd og har brug for en base og et fællesskab.”

Randers Naturcenter får del i Naturens mødesteder-puljen

Nordea-fonden uddelte hen over vinteren 2024 31,5 mio. kr. til 41 projekter, som vil bidrage til at flere får adgang til gode naturoplevelser, uanset forudsætninger. Randers Naturcenters projekt rammer fuldstændig plet i forhold til det Nordea-fonden håbede på, da puljen blev udviklet.

”Naturens mødesteder er bemandet med dygtige mennesker og fyldt med fortællinger om vores fantastiske natur. Hvis vi kan være med til at flere går på opdagelse i naturen - også dem der ikke har opdaget den endnu, så bliver vi meget glade”, siger administrerende direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen.

Støtten fra Naturens mødesteder-puljen på 31,5 mio. kr. fordeler sig bredt i hele landet, hvor 11 naturcentre, 10 naturskoler og 20 øvrige formidlingssteder modtog støtte.

Fakta

Om Nordea-fonden

  • Nordea-fonden har et almennyttigt formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
  • Naturens mødesteder-puljen var åben fra juni 2024 til november 2024, hvor i alt 57 projekter søgte om støtte.
  • Naturens mødesteder-puljen uddeler i alt 31,5 mio. kr. til 41 projekter.
  • Se alle de projekter, der har fået støtte gennem Naturens mødesteder-puljen her.