
Royale minder i blomsterkummerne
Stauder fra H.M. Dronning Margrethes besøg i Randers Kommune i 2023 er blevet bevaret over vinteren og bliver nu en fast del af bybilledet.
Randers Kommune har plantet et minde om det seneste besøg fra Hendes Majestæt Dronning Margrethe, som borgere og gæster kan glæde sig over år efter år.
De stauder, som prydede byen i forbindelse med besøget 31. august 2023, er nemlig blevet bevaret, og de indgår nu i bybilledet efter en vinter i drivhus.
Store blomsterkummer på centrale pladser i Randers er blevet plantet til med stauder fra besøget, hvilket betyder, at borgerne i Randers Kommune over alt bliver mindet om Dronningens seneste visit.
Stauderne blomstrer på vidt forskellige tidspunkter, men langt de fleste kommer først sidst på sommeren. Det er planen, at stauderne skal bevares år efter år og være en fast del af byudsmykningen i Randers Kommune.