Skolestart: Vis hensyn til de nye børn i skoletrafikken

Vi skal passe på de nye og usikre trafikanter ved skolerne i den kommende tid. Randers Kommune og Rådet for Sikker Trafik opfordrer til at sænke farten og vise hensyn til de nye skolebørn.

I øjeblikket starter tusindvis af børn landet over i skole. Og særligt for de yngste elever og deres forældre er tiden forbundet med spænding, hvilket bådet skyldes selve skolestarten, men desværre også trafikken omkring skolen.

Forældrene til de yngste elever på skolen er nemlig ikke helt så trygge, som forældrene til de større børn. De vurderer i højere grad skolevejen som usikker, og det skyldes adfærden på vejen omkring skolen. Næsten hver 3. forældre svarer nej til, at andre forældre altid eller for det meste viser hensyn i trafikken omkring skolen. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik.

Med kampagnen 'Børn på vej' sætter Randers Kommune i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik fokus på trafiksikkerheden omkring kommunens skoler:

"Vi holder hele tiden øje med trafiksikkerheden omkring kommunens skoler. Men det er særligt vigtigt med fokus på det omkring skolestart, hvor vi ser mange nye trafikanter på vejene. Vores kompetente skolepatruljer er opmærksomme på de nye, men jeg vil opfordre alle bilister på vejene omkring skolerne til at køre ekstra forsigtigt for tiden," siger Birgit Berggrein, der er projektleder på Randers Kommunes projekt Randers Cykelby.

Flere på cykel skaber sikker skoletrafik

Jo flere børn, som kan skifte bagsædet i mors eller fars bil ud med cyklen, jo bedre. Det skaber mindre trængsel omkring skolen, og det giver eleverne færdigheder i trafikken, når de er i trafikken sammen med en voksen. Blandt de 5 til 8-årige er det cirka 12 procent, som selv går eller cykler i skole uden en voksen, mens det er cirka 65 procent af de 13 til 16-årige.

Den overvejende grund til, at de yngste elever ikke får lov til at gå eller cykle uden følgeskab af en voksen, er, at forældrene synes, at deres barn er for lille. Det er 55 procent af forældrene til de 5 til 8-årige, som bruger den begrundelse, mens 18 procent svarer, at der er for meget trafik.

"Det er forståeligt, at forældrene til de yngste skolebørn er bekymrede for at lade deres børn gå eller cykle i skole. Men forudsætningen for, at de overhovedet vil overveje, om deres børn selv må transportere sig selv i skole, er, at de oplever en tryg skolevej. Derfor opfordrer vi både forældre og andre trafikanter, som passerer forbi skoler, til at udvise særligt hensyn," siger Rosa Nissen, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Fakta om undersøgelsen

Tryghedsundersøgelsen 2021 er udført af Epinion for Rådet for Sikker Trafik blandt 2.042 forældre til børn i grundskolen, dvs. til børn i alderen 5-16 år, som går i folke-, fri- eller privatskole.

Det er 38 procent af forældrene til de 5 til 8-årige, som oplever skolevejen som delvist eller meget usikker, mens det blandt forældrene til de 13 til 16-årige er 28 procent.

Næsten alle forældre, der selv færdes i trafikken ved skolen, svarer i undersøgelsen, at de selv viser hensyn i morgentrafikken omkring skolerne. Men 39 procent har oplevet andre forældre, som har kørt for stærkt omkring skolen, og 34 procent har oplevet forældre, som har været uopmærksomme pga. deres mobil.

Seneste nyheder

Nyheder