Tag på vinterferie i Randers

Står den på staycation i vinterferien? Uge 7 byder på et væld af gode oplevelser i Randers Kommune - for både børn og voksne. Herunder har vi samlet et udpluk med inspiration til din vinterferie.

Husker du ellerten?

Det lille, batteridrevne køretøj fra El-Trans i Randers, som for 40 år siden kørte direkte ind i danskernes hjerter. Nu kan du i en charmerende særudstilling på Museum Østjylland dykke ned i fortællingen om det innovative køretøj, der var en forløber for nutidens udbredte el-bilisme. Udstillingen ”Ellert – elektriske drømme” viser ikke mindre end 15 ellerter, heriblandt den allerførste ellert og den sidste. Se også en overskåret ellert og prøv at sidde i én.

Tid og sted:

Museum Østjylland i Randers, Stemannsgade 2, 8900 Randers C
Åbent alle dage undtagen mandag fra 10.00 – 16.00
Gratis adgang

Kunst og kreativ workshop for børn

Tag forbi Gaia Museum og oplev den nye internationale særudstilling 'Uskyld', der åbner den 7. februar. Udstillingen af tyske Rudi Bodmeier er en verden af mannequiner, pin-up piger, fremmede hybridvæsner, drømmekvinder, dyrekvinder og divaer.

Tirsdag, onsdag og torsdag mellem kl. 10.00 og 14.00 er der desuden mulighed for at lære sjove kreative teknikker sammen med Akademiets kunstnere. I år er temaet "Dullede dyr og dejlige divaer". Sammen med kunstmentor Mette bygger vi figurer med former og finurligheder. Inspirationen til workshoppen finder vi i udstillingen "Uskyld”.

I workshoppen arbejder vi med genbrugsmaterialer. Den er egnet for børn i alderen 5 år og opefter.

Tid og sted:

GAIA Museum Outsider Art, Lene Bredahls Gade 10, Randers C
Mandag 10.00 – 15.00
Tirsdag – torsdag 10.00 – 16.00
Fredag 10.00 – 14.00
Gratis adgang

Nærvær, hygge og ro omkring bålet

Besøg Randers Naturcenter og nyd en dag med frisk luft under åben himmel. Naturcenteret tænder op i bålet, hvor du kan nyde varmen, roen og forhåbentligt det flotte vintervejr. Besøg Naturcenterets får og geder i folden. Se de mange udstoppede dyr i Naturskolehuset. Eller pop dine egne popcorn over bålet – måske mens du snitter en træfigur. 

Tid og sted:

Randers Naturcenter, Gudenåvej 20, 8920 Randers NV
Mandag til torsdag fra kl. 10.00-14.00
Gratis adgang

Afslappende saunagus eller subtropisk vandplaskeri?

Hvad med en velfortjent pause i en dejlig varm sauna? Eller måske er det tid til at få brændt krudtet af med en sjov omgang vandplaskeri og en rutsjebanetur? Eller måske er du mere til rygcrawl? Water & Wellness i Randers har det hele, og er et oplagt udflugtsmål for alle dem, der elsker vand. I det subtropiske badeland finder du morskabsbassinet med modstrømskanal, to rutsjebaner, baby-/børnebassin og et varmtvandsbassin.  Derudover er der rigtig gode svømmemuligheder for motionister i svømmehallen, som er en af de mest moderne i landet. I wellnessafdeling, som ligger på 1. salen, kan du frit benytte fodbadet, opleve saunagus samt afdelingens fem forskellige tempererede saunaer.

Tid og sted:

Water & Wellness, Viborgvej 80, 8920 Randers NV
Se åbningstider på hjemmesiden: https://www.waterwellness.dk/priser-og-abningstider/abningstider

Fuld fart på isen

Nogle står på ski i vinterferien. Andre tager en tur på skøjter. På skøjtebanen på Jens Otto Krags Plads er der plads til at have det sjovt sammen med vennerne og familien. Medbring dine egne skøjter eller lej et par på stedet.

Tid og sted:

Jens Otto Krags Plads, 8900 Randers C
Mandag – Fredag 10.00-20.00
Lørdag – Søndag 10.00-18.00

Skøjtebanen er indhegnet, og det er ikke muligt at skøjte uden for åbningstiderne.

Læs mere her: https://undervaerket.dk/skoejtebane/

Byg, hyg og få vilde idéer

Fantasi, nytænkning og evnen til at få skæve idéer. Det er noget, som børn er mestre i!

På Museum Østjylland får børn i vinterferien chancen for at udfolde deres kreativitet og få skæve idéer, når børn i alle aldre inviteres indenfor i en sjov workshop. Her skal de sammen med de seje fyre fra Opfinderskolen bygge små, lækre og fantasifulde biler og bagefter teste dem på en lang forhindringsbane. Når workshoppene er slut, får børnene selvfølgelig deres designs med hjem.

Tid og sted:

Museum Østjylland, Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers C
Mandag den 10. februar og tirsdag den 11. februar fra 11.00 - 14.00
Gratis adgang

Perleplade workshop

Kom forbi Randers Bibliotek og lav flotte perleplader. Der vil være mange forskellige flotte skabeloner og perler i alle farver, så I kan lave de fineste og sejeste perleplader. I skal blot medbringe jeres fantasi og tålmodighed. Så kan I kreere perleplader, som I kan få med hjem og pynte. For børn fra 3 år og deres voksne.

Tid og sted:

Randers Bibliotek, Hovedbiblioteket, Stemannsgade 2, Randers C
Tirsdag den 11. februar fra 10.00 – 14.00
Gratis adgang

Klimatilpasning og landskabsarkitektur

Ligesom vi hvert år tilpasser os årstidernes skiften, er vi også nødt til at tilpasse os klimaets forandringer, der allerede nu og på sigt vil give udfordringer – også i Randers. Og selvom temperaturen i vinterferien nok mere er til indendørshygge, har du måske alligevel fået øje på erantis og vintergækker i naturen, der minder os om, at vi langsomt går lysere tider i møde. En gåtur rundt på Justesens Plæne og Storkeengen er en fin måde at opleve naturen og årstiden helt tæt på. Samtidig er den unikke landskabsarkitektur i de bynære grønne oaser er skabt med henblik på at beskytte byen mod klimaforandringerne, der allerede nu bringer stigende vandstande og oversvømmelser med sig.

Du kan tage turen fra Justesens Plæne over den Blå Bro til Storkeengen og tilbage over togbroen og langs Randers Regnskov. Har du børn med, er den nye legeplads på Justesens Plæne et oplagt sted at gøre ophold.

Tid og sted:

Justesens Plæne
Storkeengen
Gratis adgang

Talentfilmvisning i Underværket

”November + December” er en film af Kasper Møller Rask. En ung norsk kvinde prøver at slå igennem som manuskriptforfatter i den danske filmindustri. Hun er desværre bare løbet tør for idéer, før hun overhovedet kom i gang. Ligesom resten af filmhistoriens selvbevidste wannabes er hun dog god for billedmontager af skriveblokeringens klassiske positurer. Lige meget hjælper det. Man kan ikke lave en film uden mindst én god idé.

I foråret 2025 afholder Underværket en række talentfilmvisninger i samarbejde med lokale filmskabere. Hele billetindtægten går direkte til filmskaberne. Efter hver film vil der være en talk med filmskaberne, hvor publikum også får mulighed for at stille spørgsmål.

Tid og sted:

Underværket, Stemannsgade 9C, Randers C
Torsdag den 13. februar 2025, kl. 19-20. Filmlængde: 40 min
Pris: 50 kr. Køb billet til alle tre filmvisninger i foråret for kun 120 kr. (Spar 30 kr.)

Kulturoplevelser på Værket

Værket i Randers er garant for store kulturoplevelser. Her er både koncerter, forestillinger og meget mere. Og vinterferiens program er ingen undtagelse. Du kan blandt andet opleve Den Kongelige Ballet, Sebastian Klein og Kasper Winding.

Tid og sted:

Sven Dalsgaards Plads 1, 8900 Randers C
Se det fulde program på www.vaerket.dk

Tag en tur rundt i hele kommunen

Vidste du, at du med en dagsbillet fra Midttrafik kan rejse frit rundt i hele kommunen en hel dag? Hvad en tur til Havndal? Eller Udbyhøj? Eller Langå måske? Faktisk kan du rejse ubegrænset i hele Region Midtjylland. Billetten gælder til Midttrafiks busser og Midtjyske Jernbaner frem til kl. 23.59 den dag, den er købt.

Tid og sted:
Hele Region Midtjylland
Pris: Voksen 99 kr. - Pensionist 99 kr. - Barn 49,50 kr.
Voksne og pensionister kan gratis tage to børn under 12 år med. Betalende børn kan gratis tage et barn under 12 år med.

Oplev midtbyen

Hvad med en tur rundt i Randers midtby? Hvad end du er fascineret af byens flotte historiske huse, godt kan lide at gå i butikker eller gerne vil drikke en god kop kaffe på en hyggelig café, så er der helt sikkert noget for dig. Byens brostensbelagte gader danner rammen om det summende byliv, hvor der findes noget for enhver. På flere af de bynære parkeringspladser tilbydes der 3 timers gratis parkering.

Find vej til flere gode oplevelser på www.randers.dk/oplev og www.detsker.dk