Tre folkeskoleelever uddannet til diplomtrænere

Tre elever fra Fodboldlinjen Randers har som de første gennemført Diplom Danmark træneruddannelsen. Fodboldlinjen Randers er den eneste i Danmark, der uddanner diplomtrænere i folkeskoleregi, og Oliver Schøler fra Hornbæk Skole og Ilayda Gøkkaya og Mads Thulstrup fra Vestervangsskolen var de første til at gennemføre den. Derfor modtog de tirsdag den 30. maj 2023 et diplom som bevis på uddannelsen.

Diplom Danmark træneruddannelsen er den højeste uddannelse på Fodboldlinjen Randers. Uddannelsen varer 1 år og er for elever, som går i 9 klasse.

Uddannelsen består af fire forløb:

  • En juniorlederuddannelse i et samarbejde mellem HHX-Tradium og Fodboldlinjen Randers. Her er eleverne igennem et forløb på to måneder. Opgaven hedder: Opbyg din egen klub. Eleverne udarbejder strategi, økonomi, personlighedstest og markedsfører deres klub på sociale medier som instagram og facebook. Underviserne er HHX-lærere og 3. g elever fra sport-leadership uddannelsen samt lærere fra Fodboldlinjen Randers. Forløbet afsluttes med en eksamen på Tradium.
  • En DBU C1-træneruddannelse. Forløbet er gennemført i tæt samarbejde med DBU, hvor eleverne gennem instruktør Alex Stæhr Pedersen har fået basale færdigheder inden for børnetræning, som gør dem i stand til at træne 5-9-årige børn. Eleverne får her tillige et C1-trænercertifikat.
  • Klubpraktik og få lov til at prøve kræfter med trænergerningen. Klubpraktikken foregik i Randers Freja, hvor mentor for eleverne var Claus Stenum. Eleverne trænede spillere fra U10 og U11 gruppen i Randers Freja.
  • Som den sidste del af Diplom Danmark træneruddannelsen har eleverne afgivet en individuel, mundtlig evaluering. Det foregik i samarbejde med Fodboldlinjen Randers. Eleverne har undervejs i uddannelsesforløbet lavet en logbog, som fremlægges ved evalueringen.

Diplom Danmark og Juniorlederuddannelsen er udarbejdet af lektor Jesper Møgelvang fra HHX-Tradium og John Vitting, leder af Fodboldlinjen Randers.

Marie Simonsen fra DBU bliver brobygger mellem de mange uddannede elever og de lokale fodboldklubber.

I skoleåret 2022/23 har Fodboldlinjen Randers uddannet 85 juniorledere, 16 C1-trænere og dertil de tre nyuddannede Diplom Danmark trænere.

I det kommende skoleår 23/24 regner fodboldlinjen med at uddanne 25-30 diplomtrænere.

Seneste nyheder

Nyheder