Virksomheder opfylder krav til bæredygtighed med støtte fra jobcentret

Virksomheder bliver mødt af flere og flere krav til bæredygtighed fra både kunder og international lovgivning. Virksomheden Kildeberg har knækket koden med hjælp fra Jobcenter Randers og Erhvervsakademi Dania.

Nye krav fra EU og store kunder kan være en udfordring for små og mellemstore virksomheder, som skal dokumentere deres indsats inden for miljø, sociale forhold og ledelse. Det sker gennem såkaldt ESG-rapportering.

Skiltevirksomheden Kildeberg har taget udfordringen op, og gennem et samarbejde med jobcentret har virksomheden ansat projektleder Merle Kløve Skov Jensen, der nu står for at strukturere virksomhedens ESG-arbejde.

"Vi ville gerne være på forkant i forhold til de voksende krav til ESG-rapportering, som vi får fra både EU og fra vores store kunder. Men det kræver de rette kompetencer og tid, og samarbejdet med jobcentret gav os muligheden for at ansætte Merle, som har de kompetencer, vi har brug for," siger direktør Hans Kildeberg, som tilføjer:

"Jobcentrets virksomhedsservice besøger os tre gange årligt, og det betyder, at vi får den rette sparring til blandt andet vores ESG-arbejde, men også spørgsmål om medarbejderpleje og fastholdelse. Så det er en rigtig god samarbejdspartner for os."

ESG-viden leder til job

Merle Kløve Skov Jensen har en bachelor i erhvervsøkonomi og en kandidat i strategi, organisation og ledelse med i bagagen, og efter endt uddannelse tog hun imod tilbuddet om opkvalificeringsforløbet inden for ESG hos Erhvervsakademi Dania.

"Jeg sagde ja tak til ESG-forløbet, fordi jeg vidste, det kunne øge sandsynligheden for at få komme i job," siger Merle Kløve Skov Jensen, projektleder hos Kildeberg.

Som en del af ESG-rapporteringen står hun blandt andet for at udarbejde klimaregnskab og beskrive Kildebergs affaldssortering og bæredygtige teknologiske produktionsløsninger.

"Det er spændende at være med til at sikre Kildebergs ESG-rapportering og samtidigt få lov til at omsætte teori til praksis," siger Merle Kløve Skov Jensen.

Virksomhederne efterspørger støtte til ESG

ESG-opkvalificeringsforløbet for jobsøgende akademikere er udviklet af jobcentrets Center for Virksomhedsservice og Rekruttering i tæt samarbejde med Erhvervsakademi Dania.

Projektet har resulteret i, at flere lokale små og mellemstore virksomheder har ansat medarbejdere med fokus på ESG-rapportering. Det glæder beskæftigelsesudvalgsformand Bo Vestergaard.

"Virksomheder som Kildeberg viser, hvordan de kan være ovenpå opgaven med at rapportere ESG ved at få de rette kompetencer ind i virksomheden. Det styrker virksomhederne både i forhold til at overholde ESG-lovkrav og vise potentielle kunder, at virksomheden tilbyder bæredygtige produkter skabt i ordentlige rammer," siger Bo Vestergaard og tilføjer:

"Med indsatsen har vi skabt en løsning på de små og mellemstore virksomheders ESG-behov, og samtidigt sikrer vi, at højtuddannede jobsøgende får lettere adgang til stillinger hos det lokale erhvervsliv. Det er win-win for både virksomhederne og arbejdsmarkedet generelt."