2019: Birgitte Kaas Sørensen

Tidligere energisk korleder og leder af Jennumparkens Fritidshjem

Samtidig med åbningen af Randers Festuge 2019 kårede Randers Kommune traditionen tro Årets Randersborger. Hæderen gik til Birgitte Kaas Sørensen, der på det tidspunkt var leder af Jennumparkens Fritidshjem. I mere end 10 år havde hun også været korleder for Jennumparkens Børnekor.

Jennumparkens Børnekor har med skiftende børn gennem årene bragt sang og glæde med sig. Det er uanset, om publikummet var korets forældre, andre børn i kommunen, skiftende ministre eller Dronningen. Koret har sunget for dem alle og har optrådt flere gange i både Tivoli og DR's koncertsal.

Jennumparkens Børnekor tog i 2008 sit afsæt i sangens år for at skabe glæde og fællesskab. Ret hurtigt stod det klart, at fritidshjemmet fik gladere børn - ligesom koret har vist sig at være et fantastisk middel til at skabe integration og inklusion - på tværs af både alder og etnicitet.

Jennumparkens Børnekor bestod i 2019 af omkring 35 børn i alderen 6-13 år, hvoraf godt 75 procent havde en anden etnisk baggrund end dansk. En stor del af det musikalske afsæt tages i den danske sangskat, men ikke udelukkende. Og med til sangoplevelserne hørte også sammenbindende fortællinger, skabt af korleder Birgitte Kaas Sørensen, dekorationer og kostumer, som børnene selv hjalp med at lave.

En stolt prismodtager

Årets Randersborger 2019 Birgitte Kaas Sørensen og borgmester Torben Hansen lige efter overrækkelsen ved åbningen af Randers Festuge 2019