På vandretur i Sødringholm Skov

Startkoordinater i Google Maps: 56.64529, 10.34158

Sødringholm med skoven og ikke mindst strandengene er et af de mest værdifulde naturområder i Randers Kommune. Sødringholms jorde er på 862,5 hektar. Heraf er 405 hektar skov, 175 hektar strandeng og 285 hektar landbrugsjord.

Der er afgang fra godsets nære nabo, Sødring Kirke. Ad vejen går det langs den dybe drænkanal i det flade landskab, der engang var havbund. I bondestenalderen for 4000 år siden var her hav. Et hav som gennem årtusinderne forvandledes til sumpede strandenge og i dag har befæstet sig et par gode meter eller tre over vandspejlet i afvandingskanalerne. Vejen slår et knæk mod vest.

Som navnet antyder - sø - ring - holm, så har her oprindeligt været en ø omgivet af vand. Såvel vejen herud, Kalvevasen, som vejene herfra og til fjorden og Kattegat er blevet anlagt som vaser, hvilket vil sige grene og kviste, som er lagt lag på lag på den sumpede jord og med tiden blevet "ophøjet" til veje.

Sødringholms historie går langt tilbage. En af de første gange stedet er nævnt i historien, er da det fra 1240 for en kort bemærkning på 8 år er i Øm Klosters besiddelse. Før da har det måske heddet Sødringborg og været en vikingeborg. Nem at forsvare med vand og sump omkring og med anlagte vaser til Kattegatsiden, der sikrede, at det var til at komme til og fra med skib.

Landet hæver sig fortsat, mens vi går med raske skridt mod skoven. Herude er der både rådyr og dådyr. Dådyrene er for mange år siden udsat, men er i dag en vildtlevende stamme.

Inde i skoven tager de høje og slanke eg, bøg og ask imod. Den friske sydøstenvind har ikke længere magt. Suser det i trætoppene, eller er det bølgernes fjerne brus et par kilometer mod øst? Her hersker skovens dybe stille ro.

Skoven åbner sig igen op. De høje, slanke træer rækker deres arme ind i himlen. Der, en 10-15 meter oppe i en bøg, ligger en bunke kviste forankret mellem to store grene. En ravnerede. Det er vores største kragefugl, der har fundet sig så godt tilpas på Sødringholm, at der nu er en håndfuld ynglende par.

Herude er der fred og ro og højt til loftet for Hugin og Munin, hvis forfædre omkring 1950 på det nærmeste var blevet totalt udslettet. Takket være en totalfredning er der i dag en 500-700 ynglende par i Danmark, og heraf har en lille procent altså valgt at lade deres dybe "rårk" gjalde over Sødringholm.

Der er et historisk vingesus over denne gigant, som prydede vores forfædres fane på en blodrød baggrund, indtil Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland for 800 år siden.

Lidt henne ad skovvejen står ”Kærlighedshuset” og venter. Tre fantastiske små bøgetræer der er gået sammen om at danne et fælles tag kun et par meter over jorden.

Turen tilbage mod Sødringholm foregår gennem det landskab, der engang var eneste bolværk mod havet. Klitterne øst for stien er for 90 år siden blevet beplantet med dværgfyr, som sine steder har strakt sig et par meter i vejret. I skoven mod vest er de magre sandklitter bevokset med knudrede eg, bøg og fyr, under hvis kroner et sirligt lag af lav, mosser, småbuske og planter kandiderer til titlen "Årets Juledekoration".

En enkelt klit i landskabet rejser sig over de andre. Det er en kunstigt anlagt en af slagsen. Den er 40.000 kubikmeter stor og bygget af sand fra den sø, der er lavet for at give ferskvand til vildt, som ellers kun har kunnet finde vandingssteder i de stejle afvandingskanaler.

Der er mange oplevelsesmuligheder på Sødringholm. For eksempel kan man tage turen ud til diget og Kattegat og kigge efter sæler - eller bare en spændende skovtur i et for mange ukendt terræn. På stier og veje, på et tidspunkt mellem solopgang og solnedgang. Som det sig hør og bør, når man bevæger sig ind på anden mands enemærker i en privat skov.

Læs mere om Sødringholm på Fredninger.dk.