Illustration - Odderen på rutsjebanetur

Odderen på rutsjebanetur

Her på legepladsen kan man få lov at få en rutsjetur i en odder, men faktisk har odderen også selv været på lidt af en rutsjebanetur i Danmark.

I 1980erne var odderen nemlig tæt på at være fuldstændigt udryddet i Danmark. Heldigvis var der nogle dygtige folk, der startede et målrettet arbejde for at redde den. Derfor kan man i dag møde det vandglade mårdyr i store dele af Danmark, fx langs Gudenåen, hvis man da ellers kan holde sig vågen…

På Justesens Plænes legeplads forestiller rutsjebanen en odder, og det passer måske meget godt, for odderen har faktisk været på lidt af en ”rutsjetur”. I hvert fald er det både gået op og ned for det nuttede mårdyr her i Danmark.

Man har fundet knogler fra oddere helt tilbage fra den tidlige stenalder for ca. 9000 år siden, og i mange år har odderen formodentlig været almindeligt udbredt i det meste af Danmark. Man har tilmed kunnet støde på den i Københavns Havn helt frem til 1940erne.

Men med menneskets tiltagende udnyttelse af naturen, hvor åer blev udrettet og vandområder drænet, fulgte desværre også ødelæggelsen af mange af odderens naturlige levesteder.

Det betød, at odderen faktisk var tæt på at uddø i starten af 1980erne. En undersøgelse viste, at der dengang kun var omkring 200 oddere tilbage, hvoraf hovedbestanden befandt sig i Midt- og Vestjylland.

I 1984 iværksatte Dyrenes Beskyttelse og WWF Verdensnaturfonden derfor ”Projekt Odder”. Projektet havde både til formål at følge udviklingen i odderbestanden samt årsagen til dens hurtige tilbagegang, men også at genoprette beskyttede leveområder og udbrede kendskabet til odderens spændende levevis.

Man fandt ud af, at grunden til odderens forsvinden både skyldtes forringede levesteder, men også at mange oddere druknede i fiskernes åleruser eller blev dræbt i trafikken.

Derfor igangsatte man en forvaltningsplan, som skulle genoprette og frede egnede levesteder for oddere og sikre deres overlevelse. Der blev indsat særlige stopriste i åleruserne, så odderne ikke kunne svømme ind i dem og drukne. På steder, hvor odderne var i stor risiko for at blive trafikdræbt, fx ved veje der fører over vandløb eller dæmninger, blev der lavet særlige faunapassager under vejbroer i form af store kampesten eller flydende træbroer placeret i hver side af vandløbet.

De mange gode tiltag betød, at bestanden af oddere steg igen, og i dag skønner man, at vi i Danmark har omkring 1000 ynglende individer, fordelt i både Jylland og på Fyn, Sjælland og Lolland Falster.

Det er også muligt at se oddere her langs Gudenåens floddelta, men det kan betale sig at være lidt af en natteravn. Odderen er nemlig primært nataktiv. I områder med lav forstyrrelsesgrad fra mennesker kan oddere dog også være aktive i døgnets lyse timer, hvor de kan ses svømmende rundt på jagt efter fisk.