Kulturliv og fællesskaber

Musikliv, teater, talentmiljøer - Randers har mange muligheder for oplevelser og fælleskab

Musik i Randers

Cafe Von Hatten, Tante Olga, Turbinen - mulighederne er mange, hvis du vil høre livemusik i Randers.

De tre spillesteder kan noget forskelligt. Turbinen præsenterer en blanding af den danske musikbranches koryfæer, store danske navne som er oppe i tiden og upcoming-kunstnere. Der er alt fra pop, hip-hop til rock.

Cafe Von Hatten er drevet af frivillige ildsjæle og præsenterer både undergrundsmusik og upcoming-kunstnere. Med jævne mellemrum kigger flere af de seje navne fra P3´s Karrierekanonen forbi. Det er også på Von Hatten den tunge metalgenre får lov til at slå sig løs.

Hos Tante Olga er der som oftest rock eller blues på programmet. Her spiller flere af de store Tribute-bands - som eksempelvis Almost AC/DC.

Turbinen er en del af Musik- og teaterhuset Værket som også byder på store oplevelser, musicals og koncerter.

Talentmiljøer og fællesskaber

Flere af områdets uddannelsesinstitutioner har kreative linjer, hvor der er mulighed for at udvikle sit talent inden for musik, kunst eller dans. Randers Musikskoles har tilbud til unge op til 25 år, og Randers Teater har en talentlinje, hvor man kan blive optaget gennem en årlig optagelsesprøve.

Har man en lille kulturiværksætter i maven, så er der gode muligheder for at afprøve sine kræfter hos Operaen Randers i den centrale midtby. Rundt om på reolerne står der masser af brætspil, der flittigt bliver brugt af cafeens gæster. Men Operaen er så meget mere end en brætspilscafe, det er fællesspisning, Bajer og Bankoaften, quizaften og meget mere. Og her er døren altid åben for nye inspirerende oplevelser og fællesskaber, hvis man har en god ide.

Operaen Randers har også opbygget et stærkt comedy-miljø med både open mic, hvor man kan afprøve sit eget materiale, og med kendte komikere. Fra slutningen af november 2024 flytter comedy-delen til egen club på Storegade. 

 

Teater i Randers

Scenekunsten er stærk. Kan du lide skrå brædder eller nyder du at se en god forestilling, så er Randers Teater et stærkt bud. Teateret byder på flere end 700 forestillinger om året, mange af dem spiller teaterets egne skuespillere med i. Samtidig byder Randers Teater på en talentskole for unge med en passion for scenekunst.