Den tværfaglige samarbejdsmodel
Læs, hvordan vi i Randers Kommune samarbejder om at sikre, at børn og unge hurtigt får den hjælp, de har brug.
I Randers Kommune ønsker vi, at alle børn og unge - fra det ufødte barn og indtil voksenalderen – hurtigt får den hjælp de har brug for. Den tværfaglige samarbejdsmodel er et redskab til alle medarbejdere, der beskæftiger sig med børn og unge i Randers Kommune – fra det ufødte barn og indtil voksenalderen. Modellen skal sikre, at de børn og unge, vi møder på vores vej, hurtigt får den hjælp, de har brug for. Indsatserne skal være tidlige, sammenhængende og effektive, og den fælles struktur i den tværfaglige samarbejdsmodel understøtter et koordineret og forpligtende samarbejde til gavn for barnet/den unge.
Når det tværfaglige samarbejde er rammesat, koordineret og effektivt, er der et solidt grundlag for at arbejde med at fremme børn og unges trivsel uanset livssituation. For at sikre den bedst mulige indsats, kalder det på et samarbejde, der er smidigt og fleksibelt, og hvor ledere og medarbejdere tager ansvar for at involvere forældre, netværk, kollegaer og tværfaglige samarbejdspartnere så hurtigt som muligt, så begyndende problemstillinger ikke når at eskalere.
Der skal i det tværfaglige samarbejde være fokus på at arbejde med at understøtte stærke og meningsfulde fællesskaber for alle børn og unge, hvilket betyder, at man i det tværfaglige samarbejde altid forpligter sig på at se på barnet i sin kontekst, og i forhold til muligheden for at kunne indgå i fællesskaber med andre børn og unge. De voksne omkring barnet eller den unge er ansvarlige for at udvikle og justere på konteksten og understøtte fællesskaber.
Den tværfaglige samarbejdsmodel trådte i kraft i 2017 og blev revideret i 2020. I denne udgave tages der afsæt i ”Det fælles børne- og læringssyn” ligesom modellen er tilrettet efter Barnets Lov, som trådte i kraft 1. januar 2024. Modellen bygger på gældende lovgivning.
Børn, unge og deres familiers møde med de professionelle, er af afgørende betydning for hvordan det tværfaglige samarbejdet lykkedes. Børn og unge skal mødes anerkendende og med positive forventninger. Børn og unge skal støttes i dannelse af relationer og deltagelse i fællesskabet, og de voksne skal være gode rollemodeller.
Fælles børne- og læringssyn - det tværfaglige samarbejde
Der skal skabes de bedste muligheder for barnet og den unge med et forpligtende og koordineret professionelt samarbejde med henblik på at sikre trivsel, dannelse, udvikling og læring. Vi ser det tværfaglige samarbejde som en styrke for at sikre en helhedsorienteret indsats for børn og unge. Vi har et fælles ansvar for at sikre sammenhæng og overgange for børn og unge.
Det betyder at:
- Vi anvender den tværfaglige samarbejdsmodel som et fælles afsæt for et forpligtende samarbejde
- Den der erfarer en udfordring, har ansvaret for at involvere relevante samarbejdspartnere til fælles løsning af opgaven
- Vi har et fælles ansvar for at samarbejde og løse de udfordringer og opgaver, der går på tværs af fagligheder.
Aktører
Familie, netværk samt de professionelle, der er en del af barnets eller den unge hverdag, er helt centrale aktører i samarbejdet omkring børn og unges trivsel, dannelse, udvikling og læring. For spædbarnet der endnu ikke er startet i et dagtilbud, er sundhedsplejersken den centrale professionelle aktør. Ved behov inddrages øvrige tværfaglige samarbejdspartnere.
Det tværfaglige samarbejde mellem parterne skal bindes sammen af en fælles systematik og en fælles forståelse. Som et centralt omdrejningspunkt i den tværfaglige samarbejdsmodel, er der derfor udarbejdet en række fælles skemaer, som alle ledere og medarbejdere skal anvende. Skemaerne sikre, at der er et defineret indhold for møderne, tydelighed omkring roller, klare aftaler, herunder viden om, hvem der gør hvad, og hvem forældrene kan kontakte, hvis de er i tvivl.
5 niveauer
Den tværfaglige samarbejdsmodel er bygget op om 5 niveauer. Jo højere niveau, vi bevæger os på, jo færre børn/unge vil det dreje sig om. Jo højere niveau, jo større behov for inddragelse af tværfaglige samarbejdspartnere uden for dagtilbud og skole og sundhedsplejen, og jo mere individorienteret bliver indsatsen.
Alle børn og unge i Randers Kommune er således en del af niveau 1, fordi de er tilknyttet dagtilbud, skole og/eller sundhedsområdet. Samtlige konsultative og specialiserede indsatser på de øvrige niveauer forankres heri. Som udgangspunkt starter alle indsatser i forhold til en given problematik på niveau 1 og går ved evt. behov for yderligere indsats videre til niveau 2 osv. Der kan være problematikker, hvor det er påkrævet at der sættes ind på et andet niveau end niveau 1 fra start.
Hvert niveau indeholder en del, der relaterer sig til barnet/den unges trivsel, dannelse, udvikling og læring i henholdsvis dagtilbud eller skole og i hjemmet. Det betyder, at et barn kan befinde sig på to forskellige niveauer, alt efter om man kigger på dagtilbud/ skole eller hjemmesituationen. Et barn kan eksempelvis godt befinde sig på niveau 1 skolemæssigt, fordi man i skolen oplever eleven som værende i god trivsel, men på niveau 5 familiemæssigt, fordi der er omfattende udfordringer i familien.
Der vil være fagprofessionelle som centrale aktører på alle niveauer, og andre inviteres ind efter behov. Flowet mellem niveauerne er afgørende for, at vi kan lykkes med at skabe gode læringsmiljøer og opvækstbetingelser for vores børn og unge. Modellen skal se som en dynamisk model, hvor der kan være indsatser på flere niveauer ligesom indsatsen kan bevæge sig både op og ned i niveau.
Tydelighed omkring roller
Et væsentligt formål med modellen er at sikre tydelighed omkring roller og ansvar. Det skal fremgå tydeligt for alle involverede fagprofessionelle og familien, hvem der er tovholder på indsatserne i forhold til den konkrete problematik. Tovholderfunktionen kan skifte undervejs i et forløb, og ved evt. skift er det ”afgivende tovholders” ansvar at sikre, at alle er bekendte med dette, og hvem der overtager funktionen. Det kan de fælles skemaer være med til at sikre. Det vil altid være et ledelsesmæssigt ansvar at sikre, at der er en tovholder og der arbejdes med afsæt i den tværfaglige samarbejdsmodel.
På niveau 1 er tovholderen ofte kontaktpædagogen eller klasselæreren. Ved overgangen fra niveau 1 til 2 inddrages lederen i dagtilbud/skole som udgangspunkt, og i den forbindelse afklares lederens rolle og den videre tovholderfunktion.